ADWARS: Vinderen er fundet

08. april 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Seerne har stemt på deres favoritter til TV 2s nye reklameaward, og det blev Kims ’Den Hemmelige Søn’ skabt af Wibroe, Duckert & Partners, der løb med sejren.

TV 2s nye reklameaward, ADWARS, hylder de bedste reklamer og give reklamebureauerne en platform, hvor de kan teste nye kreative initiativer over for forbrugeren. 75 film har siden januar været til afstemning på adwars.dk, og fem film skilte sig ud og blev vist i en guldblok i forbindelse med ’Zulu Awards 2015’. Det blev Kims ’Den Hemmelige Søn’ skabt af Wibroe, Duckert & Partners, der løb med sejren.

- Jeg tror, danskerne belønner Kims for både at afslutte små 20 år med Jørgen med denne cliff-hanger og samtidig undlader at sælge andet end historien. Det kan Kims tillade sig, fordi de har været konsistente i deres markedsføring og derfor kan tilgodese både kreativitet og salg, siger Henrik Juul, kreativ direktør hos Wibroe, Duckert & Partners.

Med sejren har Kims ud over æren vundet for 750.000 kroner reklamevisninger på TV 2s platforme. ADWARS er en del af en række nye initiativer fra TV 2, der skal være med til at fremme kreativiteten i annoncørernes kampagner.

- Vi har oplevet en god opbakning fra bureauerne og et stort engagement hos seerne, så vi synes, det er blevet en rigtig god start på en aktivitet, som vi nu vil gå i gang med at videreudvikle til næste år. Med ADWARS har vi forstærket vores fokus på den kommercielle kreativitet og på kreativitetens effekt for annoncørernes kampagner. ADWARS er forbrugernes stemme på, hvilke kampagner der trænger bedst igennem med de kreative budskaber, og ADWARS giver den umiddelbare respons fra brugerne om, hvilke kampagner, der virker, siger Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2 Kommercielle partnerskaber.

Se de nominerede film i Zulu ADWARS-guldblokken.

Læs om ADWARS og de nominerede film.

Billede {0} af {1}