A taste of America på TV 2 SPORT

Der er lagt op til holdspil i verdensklasse, når LeBron James og de andre NBA-spillere kaster sig ud i en ny sæson. (Foto: Joe Robbins / Scanpix / TV 2)

Der er lagt op til holdspil i verdensklasse, når LeBron James og de andre NBA-spillere kaster sig ud i en ny sæson. (Foto: Joe Robbins / Scanpix / TV 2)

28. oktober 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Cheerleaders, store egoer, holdspil i verdensklasse, spektakulære arenaer og dunk på samlebånd. NBA har det hele, og TV 2 SPORT sender op mod otte direkte kampe om ugen i den nye sæson.

NBA er verdens bedste basketliga. Fantastiske og spektakulære spillere, og samtidig spilles kampene blandt andet i legendariske arenaer som Madison Square Garden i New York City.

- NBA er den perfekte kombination af show og sport. Her er nogle af verdens bedst betalte atleter, og det er der en grund til. Aften efter aften kaster de sig rundt, underholder og kæmper for deres hold. De gør det virkelig nemt at blive draget af, fordi de så store, løber så hurtigt og springer så højt fortæller Thomas Bilde. Han er TV 2 SPORTs basketkommentator, og sammen med Peter Wang sidder han klar til at kommentere søndagens kampe, hvor der typisk er en dobbelt header med to kampe i træk direkte fra USA.

Se trailer for NBA på TV 2 SPORT nedenfor.

Ny sæson - nyt show - nye dunk
Golden State Warriors fra Oakland med profilerne Stephen Curry og Klay Thompson på holdet vandt det eftertragtede NBA-trofæ for sæsonen 2014-2015, hvor de sejrede over Cleveland Cavaliers med en af ligaens største profiler, LeBron James, på holdet. De to hold er dog ikke nødvendigvis forhåndsfavoritter til at vinde denne sæson:

- Faktisk bliver det endnu mere spændende i år, end det var sidste år, for flere hold er blevet bedre, og det er jo et meget godt udgangspunkt for en ny sæson, fortæller Thomas Bilde, der især glæder sig til at se hvordan Western Conference kommer til at udforme sig.

- Jeg kan ikke endnu sige, hvem jeg tror, der er favoritten.  Jeg ser dybt seriøst hele fem hold, der sagtens kan vinde den stærke Conference og dermed også NBA.

NBA på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY
Den nye sæson blev indledt mandag 26. oktober med et optaktsprogram med Thomas Bilde og Peter Wang, mens sæsonens første NBA-transmission blev sendt natten mellem tirsdag og onsdag.

- Det fantastiske ved NBA er jo, at der er så meget at nørde omkring med statistikker på spillerne og holdene, og samtidig kan man vælge bare at læne sig tilbage og lade sig underholde og rive med af det, der sker på banen, fortæller Thomas Bilde.

Søndage er der 'NBA Sunday' med to direkte kampe. I alt sendes der op mod otte kampe om ugen, der kan ses direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY med den ekstra mulighed at kunne se kampene on demand på TV 2 PLAY efter den direkte transmission.

Billede {0} af {1}