1,5 mio. fulgte Obamas tale

21. januar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Kolossal interesse for transmissionen af indsættelsen af USA’s nye præsident.

Danskerne fulgte med i meget stort tal, da Barack Obama blev indsat som ny amerikansk præsident.

Danskerne fulgte i meget stort tal med, da TV 2, DR1 og TV 2 NEWS tirsdag transmitterede fra indsættelsen af Barack Obama som USA’s 44. præsident.

I det tidsrum, hvor edsaflæggelsen og Obamas første tale som præsident blev sendt direkte (klokken 18.05-18.26), var der i gennemsnit cirka 1,5 mio. seere foran skærmen. Det er cirka 600.000 flere seere end i samme tidsrum de foregående to tirsdage.

De cirka 1,5 mio. seere var fordelt med 814.000 på TV 2, 685.000 seere på DR1 og 45.000 seere på TV 2 NEWS, der samsendte med TV 2.

Både TV 2 og DR1 live-tekstede Obamas tale, og i det nævnte tidsrum var der en seervandring fra DR1 til TV 2. Det er dog umuligt at vide, om denne seeradfærd skyldtes, at seere fandt TV 2s live-tekstning af Obamas tale bedre end DRs, eller om seervandringen skyldtes problemer på DR1 med synkronisering af lyd og tale.

Høj sening af nyhedsudsendelser
Set over de tidspunkter tirsdag eftermiddag/aften (klokken 16.17-16.56 og klokken 17.10-18.43), hvor alle tre kanaler sendte samtidig fra indsættelsen, var der i gennemsnit godt en million seere, der fulgte kanalerne: 490.000 på TV 2, 502.000 på DR1 og 53.000 på TV 2 NEWS.

Om aftenen fortsatte den store interesse for præsident-indsættelsen med høje seertal til TV 2s og DR1s nyhedsudsendelser.

TV 2 NEWS var dog den kanal, der mærkede aftenens store seerinteresse mest af alle. I tidsrummet klokken 19-24 havde TV 2 NEWS 60.000 seere i gennemsnit - det højeste antal nogensinde og cirka fire gange mere end normalt.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}