'Korpset' er tilbage med velkendt instruktørteam og yngre, handlekraftige aspiranter

I sjette sæson af 'Korpset - gjort af det rette stof' er programmet flyttet til TV 2 Echo

14 yngre aspiranter gennemgår hårde mentale og fysiske strabadser. Hvem er gjort af det rette stof og gennemfører kurset? Sæsonpremiere onsdag 6. september på TV 2 Play og onsdag 13. september på TV 2 Echo.

Hvad skal der til for at klare de fysiske og psykiske udfordringer, som det kræver at blive erklæret egnet til elitesoldat? I fem sæsoner har seerne fulgt først almindelige danskere, siden kendte, der i 'Korpset' har prøvet kræfter med et kursus tilrettelagt af tidligere elitesoldater. I denne sæson er det kendte format rykket på TV 2 Echo, og 14 yngre aspiranter, der alle har udrettet noget ekstraordinært inden for hver deres felt, skal nu presses til det yderste for at se, om de også kan klare de udfordringer, som fire tidligere elitesoldater har forberedt.

- 'Korpset' har fra første sæson tiltalt et relativt ungt publikum, og nu tager vi konsekvensen og gør det til et TV 2 Echo-format. Den nye sæson rummer alt det stærke fra de tidligere udgaver, men denne gang er aspiranterne yngre. Vi har nøje udvalgt en gruppe unge danskere, der alle har et inspirerende ’drive’ og en fysik, der vil kunne føre dem igennem kurset, siger Nikolaj Daugberg, redaktør på 'Korpset'.

I instruktørteamet er de tre tidligere jægersoldater Thomas Rathsack, Erik B. Jørgensen og Rune Danielsen tilbage i 'Korpset', denne gang i følgeskab med tidligere frømand Rune Viborg. Rasmus Beier Müller er læge og overvåger de 14 aspiranter og deres fysiske og mentale helbred undervejs.

Smider jeg håndklædet i ringen?

De 14 aspiranter bliver udsat for timevis af udmattende øvelser i sand og i koldt vand, lange marcher i hårdt nordjysk terræn og grænseoverskridende prøvelser. Det er otte dage med uvished, minimal mad og psykisk pres, og dem, der gennemfører, får ingen præmie - kun et anerkendende håndtryk fra instruktørerne. Aspiranterne mener selv, at de er i god form, men i modsætning til den fysiske form er det svært at forberede sig på, hvordan man mentalt reagerer, når man træder an som et nummer i rækken og indvilliger i at indordne sig under instruktørernes nådesløse befalinger, hvor man enten adlyder eller afleverer sit nummer og udgår.

Alle de unge har gode grunde til at ville være med i kurset og forsøge at gå hele vejen:

- Det bliver helt sikkert svært og udfordrende. Jeg er spændt på at se, hvordan jeg tackler de situationer, vi bliver udsat for - smider jeg håndklædet i ringen eller kan jeg klare det? Som barn legede jeg med Micro Machines og Action Man, og da jeg blev lidt ældre, så jeg mange krigsfilm og var fascineret af elitesoldater. Det at kunne være med i 'Korpset' og snuse lidt til den verden, er en lille drengedrøm, der går i opfyldelse for mig, siger skuespiller og filminstruktør Aske Bang, der en af aspiranterne i den sjette sæson af 'Korpset'.

Læs mere om 'Korpset - gjort af det rette stof' sæson 6 og download billeder her.

Sæsonpremiere onsdag 6. september på TV 2 Play og onsdag 13. september på TV 2 Echo

Billede {0} af {1}