TV 2 løber igen med danskerne i Royal Run

09. maj 2023
Af: Jacob Panum, PR-konsulent
TV 2 er med hele vejen, når danskere i alle aldre, størrelser og med forskellige kondital møder kronprinsparret i Royal Run 2. pinsedag. 84-årige Inge Stampe snører kondiskoene for femte gang, mens 53-årige Buller Petersen stiller op med en Royal Run-tatovering på armen til sit andet løb.

Har du ikke mulighed for at gå, løbe eller møde op som tilskuer, så kan du opleve Royal Run og være en del af fællesskabet på TV 2 og TV 2 Play, som sender direkte hele dagen fra motionseventet, der i år besøger værtsbyerne Aabenraa, Nyborg, Herning, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg. Royal Run tiltrækker hvert år tusindvis af danskere, og der blev i 2022 slået rekord med 91.732 deltagere.

- Det er en begivenhed, der samler og sætter danskerne i bevægelse. Sammen kan vi mere, end vi tror, og det kan mærkes år efter år i Royal Run. Vi er utroligt glade for at kunne give alle danskere en mulighed for at blive en del af dette enorme fællesskab via en af vores største transmissioner, siger redaktionschef på TV 2, Svend Rasmussen.

Han har været med som redaktør, siden Royal Run blev etableret i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i 2018.

Royal Run bliver vist 2. pinsedag, 29. maj, direkte på TV 2 og TV 2 Play fra klokken 10 til 20.30. Natasja Crone og Morten Ankerdal er værter på Amalienborgs Slotsplads i København med et panel bestående af korrespondent Ulla Terkelsen, atleten Rikke Rønholt og Jakob Steen Olsen, som er kongehusjournalist og redaktør på Berlingske. Rundt i landet bliver motionseventet dækket af TV 2-værterne Ida Wohlert, Louise Wolff, Abdel Aziz Mahmoud, Anne Vig, Karen-Helene Hjorth, Dennis Ritter og Mikkel Kryger.

Kronprins Frederik skyder Royal Run i gang i Aabenraa, og løber denne gang også med danskerne i Herning og København/Frederiksberg, mens kronprinsesse Mary løber i Nyborg og Nykøbing Falster. De enkelte løb fra hver by kan efterfølgende ses hver for sig på TV 2 Play.

Femte Royal Run for 84-årige Inge

Blandt de mange deltagere finder vi nok en gang 84-årige Inge Stampe, som har deltaget i samtlige tidligere udgaver og løber sit femte Royal Run, når startskuddet lyder i København. Hun stiller igen op på ti kilometer-distancen og kommer altså op på sammenlagt 50 kilometer i Royal Run-regi.

- Jeg kan godt lide at løbe i København, og Royal Run er noget specielt. Det er en folkefest. Alle er sammen om det. Det er kun glade mennesker, du møder på din vej, og du falder i snak med rigtig mange af dem. Jeg glæder mig til endnu en tur rundt i Københavns gader, siger Inge Stampe, som er en habil løber.

Inge Stampe har løbet stort set hele sit liv. Mest for sig selv, men i det seneste års tid som en del af Masterholdet hos Herlev Løbe- og Atletikklub, som hun løber forskellige distancer sammen med tre gange om ugen.

Mange førstegangsløbere

Det er langtfra alle ved Royal Run, som er lige så erfarne løbere som Inge. En tredjedel af de tilmeldte deltagere ved sidste års Royal Run angav ved tilmeldingen, at de aldrig tidligere havde deltaget i et motionsløb.

En af dem var 53-årige Buller Petersen, som trods dårlige knæ og ingen løbeerfaring gav sig selv et nytårsforsæt om, at han ville løbe ti kilometer i Næstved. 

Umiddelbart var der god tid til at træne sig op til løbet, men i slutningen af februar 2022 blev Buller Petersen hårdt ramt af Corona, hvilket efterlod ham med kun to måneder til at blive klar til den udfordring, han havde givet sig selv.

- Det her kommer jeg aldrig til at gennemføre, tænkte jeg på de første træningsture, hvor mine lunger lød som noget, der var løgn. Men heldigvis er jeg stædigt anlagt og fortsatte min træning. Vejrtrækningen blev efterhånden bedre, siger Buller Petersen, som i sidste ende klarede de ti kilometer i Næstved på en time og fem minutter.

- Det var den fedeste dag i mit liv. Der var masser af mennesker, og jeg var helt oppe at køre, da jeg kom i mål, siger Buller Petersen, som efterfølgende forevigede det med en Royal Run-tatovering på venstre underarm.

null

- Det havde jeg lovet mig selv, hvis jeg gennemførte. Det var ikke min første tatovering, men den rangerer som en af mine bedste, da den minder mig om, at man med stædighed og på trods af sygdom kan komme langt, tilføjer Buller Petersen, som siden har løbet fast en til tre gange om ugen, og stiller til start igen i år på ti kilometer-distancen i Nykøbing Falster.

Royal Run bliver arrangeret af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og TV 2 Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Du kan stadig nå at tilmelde dig årets Royal Run ved at klikke her

Links

Billede {0} af {1}