TV 2 ansætter direktør for ny People & Culture-afdeling

Lars Novrup bliver direktør for den nye People & Culture-afdeling på TV 2. (Fotos: TV 2)

Lars Novrup bliver direktør for den nye People & Culture-afdeling på TV 2. (Fotos: TV 2)

18. marts 2022;
Af: Mads Boysen, TV 2 Kommunikation

Lars Novrup kommer med lang erfaring med HR-strategi, -udvikling og eksekvering og skal stå i spidsen for ny People & Culture-afdeling, der ved at styrke TV 2 som arbejdsplads skal bidrage til den strategiske og forretningsmæssige udvikling af virksomheden.

TV 2 er godt i gang med et omfattende kulturarbejde, hvor det helt overordnede mål er at blive den bedste mediearbejdsplads i Danmark. Arbejdet kræver en markant oprustning og udvikling af den nuværende HR-funktion, og det bliver den 49-årige Lars Novrup, der skal stå i spidsen for den nye afdeling, People & Culture.

- Vi er i fuld gang med at eksekvere på vores offensive 2025-strategi, ’TV 2 PLAY til alle’, og i de kommende år skal vi arbejde mindst lige så målrettet på at sikre, at vi har en tryg og fantastisk arbejdsplads, som vi gør på at skabe en succesfuld forretning, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, og fortsætter:

- Helt konkret betyder det, at vi opruster markant på HR-området, og jeg er rigtig glad for, at Lars Novrup har sagt ja tak til at stå i spidsen for vores nye People & Culture-afdeling. TV 2 har store ambitioner for udviklingen af arbejdspladsen, og det arbejde skal Lars være med til at understøtte. Arbejdet er afgørende for den strategiske og forretningsmæssige udvikling af TV 2, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med Lars, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Anne Engdal Stig Christensen, administrerende direktør på TV 2.

Anne Engdal Stig Christensen, administrerende direktør på TV 2.

Udvidelse af TV 2s direktion

Lars Novrup kommer fra en stilling som Head of HR Development & Talent i Nets og får første arbejdsdag på TV 2 19. april 2022. Her bliver han medlem af TV 2s direktion, der dermed udvides fra fire til fem medlemmer.

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af TV 2, og jeg er både ydmyg og stolt over at skulle bidrage til udviklingen af en så central public service-virksomhed som TV 2. Jeg tror på, at vi med en fortsættelse af det gode kulturarbejde, der allerede er sat i gang, og et øget fokus på udviklingen af arbejdspladsen kan være med til at flytte forretningen derhen, hvor vi skal være i 2025. Her spiller People & Culture en afgørende rolle i at skabe en motiverende og inspirerende arbejdsplads. Det arbejde ser jeg frem til at tage fat på sammen med HR-teamet og alle mine nye kolleger på tværs af TV 2, siger Lars Novrup.

Den nye organisation træder i kraft 19. april, og People & Culture-afdelingen bliver dobbelt så stor som TV 2s nuværende HR-afdeling. Rekrutteringen til de nyoprettede stillinger pågår.

 

Billede {0} af {1}