Fra 'ReLive - 11. september 2001', hvor blandt andre daværende USA-korrespondent Poul Erik Skammelser (tv.) og Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen perspektiverer 9/11 på baggrund af TV 2s live-dækning af terrorangrebet i 2001. (Foto: TV 2)

Fra 'ReLive - 11. september 2001', hvor blandt andre daværende USA-korrespondent Poul Erik Skammelser (tv.) og Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen perspektiverer 9/11 på baggrund af TV 2s live-dækning af terrorangrebet i 2001. (Foto: TV 2)

TV 2 markerer 20-året for terrorangrebet på USA

09. september 2021;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Et nyt programformat på TV 2 PLAY, ’ReLive’, kan på en oplysende måde vise og forklare chokket, vreden og ønsket om hævn, som ramte mange, da tvillingetårnene faldt i New York. Også nyhedsdækning, transmissioner og nye 9/11-dokumentarer giver indblik i den begivenhed, der i 2001 ændrede verden.

Lørdag 11. september er 20-årsdagen for terrorangrebet på USA. En skelsættende begivenhed, der ændrede verden, og som med vestlige troppers nylige tilbagetrækning fra Afghanistan samt Talebans genovertagelse af magten i landet har fået ny aktualitet og relevans.

Den verdensændrende begivenhed bliver selvfølgelig markeret på TV 2 PLAY, TV 2, TV 2 NEWS, TV 2 ECHO og TV2.DK, og det sker på en særlig måde og med et helt nyt programformat på TV 2 PLAY med titlen ’ReLive’.

- Når vi i medierne omtaler 9/11, taler vi ofte om det som en begivenhed, hvor ”vi alle husker, hvor vi var”. Problemet er bare, at man i dag skal være over 25 år for at kunne huske 9/11 og have det forhold til begivenheden, som mange har. Det er en stor del af den danske befolkning, vi skærer fra, siger redaktionschef Mads Bøgh Johansen, PLAY Nyhederne, som har stået i spidsen for udviklingen af det nye format.

Fra optagelsen af 'ReLive - 11. september 2001' ses (fra venstre) nyhedsvært Ditte Haue, nyhedsvært og daværende USA-korrespondent Poul Erik Skammelsen, Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen, korrespondent Ulla Terkelsen og USA-ekspert Niels Bjerre Poulsen. (Foto: TV 2)

Fra optagelsen af 'ReLive - 11. september 2001' ses (fra venstre) nyhedsvært Ditte Haue, nyhedsvært og daværende USA-korrespondent Poul Erik Skammelsen, Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen, korrespondent Ulla Terkelsen og USA-ekspert Niels Bjerre Poulsen. (Foto: TV 2)

Korrespondenter kommenterer billederne 20 år senere
I ’ReLive’ genudsendes dele af TV 2s transmission fra 11. september 2001, hvor selvmordsterrorister i kaprede fly fløj ind World Trade Centers tvillingetårne, og hvor også Pentagon blev angrebet. Hermed vil nogle genopleve – mens andre for første gang vil se – hvad der skete minut for minut denne dag.

Sideløbende med den genudsendte transmission etablerer TV 2 PLAY et tv-studie med gæster og eksperter, som kommenterer billederne 20 år senere. I studiet er daværende USA-korrespondent Poul Erik Skammelsen, TV 2s Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen, korrespondent Ulla Terkelsen og USA-ekspert Niels Bjerre Poulsen, mens Ditte Haue er vært.

- Det er som med Søren Kierkegaards ord: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Når vi sidder i studiet og genser den daværende live-dækning, ved vi jo, at tårnene styrter sammen, og at terrorangrebet fører til krige i Afghanistan og Irak. Vi er vidende om de lidelser, tabte menneskeliv og ulykkelige efterladte, krigene førte med sig, og om de fejltagelser, som blev begået, siger Poul Erik Skammelsen og fortsætter:

- Det var rigtigt interessant at vende tilbage og gense transmissionen, som kan være med til at vise og forklare chokket, vreden og ønsket om gengældelse, som opstod mange steder. Mange danskere skal bare se et billede af de to tårne, og så ved de, hvad det handler om. Den unge generation har ikke samme forudsætninger og oplever ikke den følelse af frygt og forfærdelse som vi andre.

Bevægende og lærerigt
Programmet ’ReLive – 11. september 2001’ har i realiteten tre lag: Den personlige tilgang hos de enkelte korrespondenter og eksperter. Den faktuelle information om, hvad der rent faktisk skete for 20 år siden. Og det store perspektiv om den efterfølgende betydning af 9/11.

- Programmet blev optaget forleden og blev en rørende, bevægende, interessant og lærerig gennemgang af den dag, hvor verden forandrede sig. Vi fik både tårer og stærke, indholdsmæssigt pointer, siger Mads Bøgh Johansen.

’ReLive – 11. september 2001’ kan ses på TV 2 PLAY fra fredag 10. september. Også TV 2 NEWS bringer uddrag af ’ReLive’, og på TV 2 sker det lørdag klokken 18.25 i programmet '9/11: Minutterne, der ændrede verden'.

Nyhedsdækning på flere TV 2-platforme
Poul Erik Skammelsen er i disse dage tilbage i New York for at nyhedsdække begivenheder i forbindelse med 20-året for 9/11 for TV 2 og TV 2 NEWS. TV 2s dækning blev indledt med ’Verden ifølge NEWS’ i mandags, og søndag 11. september transmitterer NEWS klokken 14.30-19.00 fra mindeceremonien ved Ground Zero i New York i anledning af 20-årsdagen for angrebet på World Trade Center.

TV 2 Nyhederne bringer i de kommende dage indslag om terrorangrebet i USA, ligesom TV2.DK og TV 2 ECHO dækker. I en video spørger TV 2 ECHO eksempelvis folk i forskellige aldre om deres følelser, når de ser de skelsættende øjeblikke, hvor de to tårne bliver ramt af fly. Disse interviews klippes sammen med de historiske billeder fra 2001, og ECHO fortæller, hvordan verden efterfølgende har forandret sig.

Fra den engelske dokumentar ’11. september – to timer der forandrede verden’, hvor et billede af et brændende World Trade Center her er indsat i bilruden. (Foto: TV 2)

Fra den engelske dokumentar ’11. september – to timer der forandrede verden’, hvor et billede af et brændende World Trade Center her er indsat i bilruden. (Foto: TV 2)

Tre nye dokumentarprogrammer
TV 2 PLAY har også nye nye dokumentarprogrammer på vej i anledning af 20-året for 9/11 og tilbagetrækningen fra Afghanistan, og de første tre kan også ses på TV 2s hovedkanal torsdag 9. september.

I den egenproducerede dokumentar '16 dage der rystede verden - vejen ud af Afghanistan' fortæller TV 2 klokken 20.55 om det verdenshistoriske kaos, som begyndte, da Kabul faldt. Danske hovedpersoner fortæller om de voldsomme dage i august og om menneskeliv, der var på spil. Om frygt og håb – og om et land, der er efterladt i en usikker og uforudsigelig fremtid.

Den engelske dokumentar ’11. september – to timer der forandrede verden’ viser, hvad skete der i de to timer, der gik, fra terrorister kaprede fire fly i USA og fløj tre af dem ind i Twin Towers og Pentagon? 13 personer fortæller om deres frygtelige oplevelser den dag for 20 år siden – og om, hvordan det er gået dem siden.

Senere på aftenen sendes den amerikanske dokumentar ’Jagten på Osama bin Laden’. 20 år efter terrorangrebet og ti år efter Osama bin Ladens død kan sandheden om CIA's internationale menneskejagt endelig komme frem i lyset. Forløbet fortælles af de personer, der deltog i jagten, og programmet er med, fra de første CIA-officerer satte foden på afghansk jord til den nat, hvor bin Laden blev dræbt af hold seks fra den amerikanske militærenhed SEAL.

TV 2 PLAY viser fra lørdag dokumentaren ’11. september – de sidste minutter på Flight 93’ om det kaprede fly United 93, der styrtede til jorden i Pennsylvania 11. september 2001. For hvad skete der egentlig i de sidste minutter op til? For første gang bliver tragedien stykket sammen med dokumenter fra Secret Service, optagelser fra kontroltårnet, vidneberetninger og en tophemmelig lydoptagelse.

Fra dokumentaren ’Jagten på Osama bin Laden’. (Foto: TV 2)

Fra dokumentaren ’Jagten på Osama bin Laden’. (Foto: TV 2)

Billede {0} af {1}