Politisk reporter bliver ny vært på TV 2 NEWS

Mads Frimann fotograferet på Christiansborg under et live-interview i en TV 2-nyhedsudsendelse. (Videograb: TV 2)

Mads Frimann fotograferet på Christiansborg under et live-interview i en TV 2-nyhedsudsendelse. (Videograb: TV 2)

Mads Frimann rykker fra TV 2s Christiansborg-redaktion til Teglholmen for at blive NEWS-vært fra 1. august.

Efter fire år som politisk reporter på TV 2 og TV 2 NEWS skifter Mads Frimann pr. 1. august job og bliver vært på TV 2 NEWS.

Mads Frimann har arbejdet hos TV 2 i hele sin journalistiske karriere – både i praktiktiden og efter endt journalistuddannelse i 2015. Han har i en periode været på TV 2 SPORT, men har især arbejdet i TV 2s nyhedsafdeling – på 19 Nyhederne, som livereporter og senest som politisk reporter.

- Mads Frimann er et indlysende og stort talent. Det falder ham fuldstændig naturligt at formidle svære sammenhænge til kameraet på en letforståelig måde, og når det samtidig er koblet med en afslappet og smilende autoritet, er han et oplagt godt valg til værtsholdet på TV 2 NEWS. Jeg glæder mig meget til at få Mads ind i studiet, og det kan seerne også roligt gøre, siger Ask Rostrup, chefredaktør for TV 2 NEWS.

TV 2 NEWS er Danmarks tredje mest sete kanal kun overgået af landets to hovedkanaler, TV 2 og DR1.

”NEWS er helt central i nyhedsformidlingen i Danmark”
31-årige Mads Frimann siger med vemod farvel til TV 2s Christiansborg-redaktion, som han kalder ”den bedste redaktion, jeg har arbejdet på”.

- Jeg elsker politik, og jeg føler mig privilegeret over at have fået lov til at arbejde på TV 2s politiske redaktion i fire år. Nu kommer jeg til – fra NEWS-studiet – at deltage i den daglige dækning af dansk politik og alle de øvrige væsentlige emner fra ind- og udland, siger Mads Frimann og fortsætter:

- TV 2 NEWS er helt central i nyhedsdækningen i Danmark og er en afgørende nyhedsformidler herhjemme. Jeg har et stykke tid gået med en drøm om at blive NEWS-vært, og det er en stor ære at blive spurgt. Men jeg har meget at lære af mine dygtige kolleger, og det er med stor ydmyghed, jeg går ind til opgaven.

Mads Frimann stammer fra Skælskør, men bor nu i København med sin familie.

Mads Frimann (th.) i dyb koncentration under Venstres kaotiske forretningsudvalgs- og hovedbestyrelsesmøder i Brejning i august 2019, som endte med, at både den daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, og den daværende næstformand, Kristian Jensen, trak sig fra deres poster. (Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix / TV 2)

Billede {0} af {1}