Trods corona-udfordringer: Store serier klar til TV 2s kanaler og TV 2 PLAY i 1. halvår

Peter Hesse Overgaard i rollen som kontorchef Auerland i den nye sæson af 'Badehotellet'. (Foto: Mike Kollöffel / TV2)

Peter Hesse Overgaard i rollen som kontorchef Auerland i den nye sæson af 'Badehotellet'. (Foto: Mike Kollöffel / TV2)

02. februar 2021;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Der var store udfordringer for fiktionsproduktionerne i 2020. Alligevel er det lykkedes at få en række store tv-serier klar til TV 2-kanalerne og TV 2 PLAY i de kommende måneder. ’Badehotellet’ åbnede sæsonen med rekordseertallet 1.661.000 seere mandag.

TV 2 understreger igen i 1. halvår 2021, at stationen er den klart største udbyder af danske fiktionsserier til voksne. For på trods af corona og vanskelige produktionsvilkår – både nu og i 2020 – er det lykkedes for TV 2 at producere en række store tv-serier til danskerne i de kommende måneder.

- Det har i 2020 været særdeles udfordrende at producere tv, herunder fiktionsserier, og udfordringerne fortsætter ind i 2021. Også i det lys er det et flot udbud af ny dansk fiktion, TV 2 kan præsentere i de kommende måneder, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.

Sæsonen for de nye fiktionsserier blev indledt i aftes, mandag 1. februar, med premieren på ottende sæson af ’Badehotellet’, som igen var særdeles populær hos danskerne. 1.661.000 så sæsonpremieren i løbet af mandag, og det er seriens højeste seertal på selve dagen for en tv-visning. Seerne gav afsnittet den meget høje vurdering på 4,5 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.

Seertallet vil vokse hen over den kommende uge, hvor Kantar registrerer syv dages sening via TV 2 PLAY, catch up-service og harddiskoptagelse. Tirsdag 9. februar kender vi afsnittets endelige og konsoliderede seertal.

- I coronatiden, hvor vi danskere ikke må have gæster, får vi endelig besøg af ”familien fra ’Badehotellet’”, som vi har fulgt i tykt og tyndt i mange år, og som vi har glædet os til et gensyn med. Jeg er virkelig glad for, at TV 2 og produktionsholdet tog beslutning om at sætte produktionen i gang på et tidspunkt i 2020, hvor vi ikke vidste ret meget om corona, og hvor det ikke var muligt skaffe de speedtest, vi kender i dag, siger Katrine Vogelsang.

Fra sæsonpremieren på ottende sæson af 'Badehotellet', hvor grosserer Georg Madsen og fru Therese Madsen (Lars Ranthe og Anne Louise Hassing)  er i konfrontation med tyske soldater på stranden. (Mike Kollöffel / TV 2)

Fra sæsonpremieren på ottende sæson af 'Badehotellet', hvor grosserer Georg Madsen og fru Therese Madsen (Lars Ranthe og Anne Louise Hassing) er i konfrontation med tyske soldater på stranden. (Mike Kollöffel / TV 2)

”Det gør jo ikke noget, hvis en serie er lidt underholdende”
Forfatter Stig Thorsboe, som sammen med hustruen Hanna Lundblad skriver ’Badehotellet’, fik forleden tv-branchens hæderspris ’Årets Otto’. I sin takketale kom Stig Thorsboe også ind på samarbejdet med holdet bag ’Badehotellet’.

- På ’Badehotellet’ er alle enige om den samme ambition: En tv-serie skal handle om noget, den skal være vigtig, man skal sætte sig selv på spil. Og så gør det ikke noget, hvis den er lidt underholdende. For det er jo sådan, at en tv-serie ikke nødvendigvis bliver et stort kunstværk, bare fordi den er kedelig, sagde Stig Thorsboe – og han tilføjede om dét at lave tv-serier:

- Det gode samarbejde er det vigtigste og det, man skal hæge om. Dér har jeg været virkelig begunstiget i det, som nogen kalder en karriere. Ikke mindst de seneste otte år, hvor Hanna og jeg har skrevet og medproduceret ’Badehotellet’ til TV 2. Der har vi været omgivet af de mest vidunderlige mennesker og samarbejder på alle pladser.

’Badehotellet’ fortsætter de kommende fire mandage på TV 2 – og når du vil på TV 2 PLAY, hvor også de syv første sæsoner kan ses. Se med her.

Flemming Torp (spillet af André Babikian) og Dan Sommerdahl (spillet af Peter Mygind) i den kommende sæson af 'Sommerdahl'. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Flemming Torp (spillet af André Babikian) og Dan Sommerdahl (spillet af Peter Mygind) i den kommende sæson af 'Sommerdahl'. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

’Sommerdahl II’ på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY
Vinterens og forårets næste store tv-serie på TV 2s kanaler er anden sæson af CHARLIE-serien ’Sommerdahl’, som ifølge Katrine Vogelsang bliver et dejligt gensyn med karaktererne fra første sæson – og med Helsingør som rammen for nye kriminalsager.

Peter Mygind er tilbage som chefefterforsker Dan Sommerdahl sammen med resten af drabsafdelingen. Jobbet er altid kommet i første række, men nu hvor Dan er blevet forladt af sin kone gennem 25 år, chefkriminaltekniker Marianne Sommerdahl (Laura Drasbæk), vil han gøre alt for at vinde hende tilbage. Marianne har dog svært ved at vende tilbage til livet, som det var før, og lader sig samtidig drage af sin nyvundne frihed og forvirres af sine splittede følelser.

Bruddet mellem Marianne og Dan puster også liv i gamle følelser hos deres fælles ven og makker, Flemming Torp (André Babikian), som har været hemmeligt forelsket i Marianne i årevis. Et sandt trekantsdrama udfolder sig, når de tre venner forsøger at balancere venskab og kærlighed med arbejdet på politistationen, hvor mord skal opklares, og forbrydere fanges.

I løbet af foråret byder TV 2 PLAY og TV 2 ZULU også på anden sæson af ’Minkavlerne’.

Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen spiller de to hovedroller i TV 2s nye krimiserie 'Hvide Sande'. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen spiller de to hovedroller i TV 2s nye krimiserie 'Hvide Sande'. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

En blanding af krimi og romance i ’Hvide Sande’
Senere på foråret byder TV 2 på ny, dansk krimiserie – ’Hvide Sande’ – som er den første tv-serie fra A.J. Kazinski. Navnet dækker over krimiforfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der både nationalt og internationalt har stor succes med deres krimiromaner.

- ’Hvide Sande’ er både krimi og romance – en blanding, vi ikke før har lavet hos TV 2. Det er en krimi med et kærlighedstvist, og vi kommer i ekstremt godt selskab i det dejlige ferieland ved Hvide Sande. Forfatterne har gravet sig ned i miljøet og skrevet med stort engagement, og det er dejligt at se Kazinskis velskrevne krimihistorie produceret til tv og streaming, siger Katrine Vogelsang.

’Hvide Sande’ handler om den danske undercover-ekspert Helene (spillet af Marie Bach Hansen) og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas (spillet af Carsten Bjørnlund), der sættes sammen som ægtepar og sendes til Vestkysten for at opklare mordet på en ung, tysk surfer, Sebastian.

Mordet har rystet lokalsamfundet i turistparadiset Hvide Sande, der er kendt for Vesterhavets fantastiske strande, bølgerne, klitterne, iskioskerne, lyden af klipklapperne på hovedgaden, når der skal hentes kul til grillen eller vin til solnedgangen. Et år efter mordet står opklaringen stadig i stampe, og derfor tilkaldes Helene og Thomas, der udadtil skal leve som et par, der har søgt mod det stille liv væk fra storbyen. Men i virkeligheden skal de løse et mysterium, som viser sig at stikke dybere, end nogen af dem havde troet. Og så er det ikke helt let at lade som om, man er gift, når man aldrig har prøvet det før.

Ny sæson af ’Klovn’
Når vi rammer sommeren, er TV 2 PLAY klar med en ny sæson – den ottende – af Danmarks mest populære komedieserie, ’Klovn’. Seriens bagmænd er Casper Christensen og Frank Hvam, og denne gang instruerer Casper Christensen selv sæsonens otte afsnit.

Læs mere om ’Klovn’ 8 her.

Billede {0} af {1}