TV 2 fornyer stor rettighedsaftale om e-sport

For ikke så længe siden foregik de store e-sport-turneringer i gigantiske arenaer. Det er håbet, at eksempelvis BLAST Premier på et tidspunkt – måske i 2021 – kan vende tilbage til arenaerne. (Arkivfoto: TV 2)

For ikke så længe siden foregik de store e-sport-turneringer i gigantiske arenaer. Det er håbet, at eksempelvis BLAST Premier på et tidspunkt – måske i 2021 – kan vende tilbage til arenaerne. (Arkivfoto: TV 2)

11. december 2020;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Også i 2021 kan TV 2 ZULU og TV 2 PLAY vise Counter-Strike-turneringerne fra BLAST Premier.

Counter-Strike-turneringer er blevet en stor succes på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY, og det er baggrunden for, at TV 2 netop har fornyet sin rettighedsaftale med den store arrangør af esport-turnering BLAST om at vise alle syv BLAST Premier-turneringer i 2021.

Det er tredje år i træk, at TV 2 har eksklusive rettigheder til BLAST-turneringerne, som senest også er købt af BBC og nu vises på 18 sprog i 105 områder/lande i verden.

- ZULU og Counter-Strike har i flere år vist sig at være et perfekt match og et skønt og legesygt partnerskab. Vi er begejstrede over at forny vores aftale med BLAST, som repræsenterer mange af højdepunkterne i e-sport-kalenderen, og så krydser vi alt, hvad vi har, for at vi i løbet af 2021 igen kan bevæge os fra værelserne og ud i arenaerne, hvor den fantastiske og fremadstormende e-sport også hører hjemme. Når det er sagt, har det været top-bekræftende at mærke, at pandemiens begrænsninger ikke har lagt en dæmper på det unikke engagement, som Counter-Strike er omfavnet af på tværs af værelser og studier i det stærkt voksende ZULU CS:GO-community, som er bygget op på sociale medier, siger Sune Roland Jensen, indholdschef for TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

Det er TV 2s sportsredaktion, der står for den danske dækning og kommentering af e-sport-turneringerne. I dag, fredag, og i den kommende weekend sender TV 2 ZULU og TV 2 PLAY turneringen BLAST Premier Final, hvor en række af verdens bedste Counter-Strike-hold – herunder Astralis, Navi, OG og Team Vitality – kæmper om 425.000 dollars i præmiepenge og om plads i januar-turneringen Global Final. Turneringen produceres og sendes fra BLASTs studie i København.

Jubel hos det danske hold Astralis. (Foto: Kevin C. Cox / Ritzau Scanpix / TV 2)

Jubel hos det danske hold Astralis. (Foto: Kevin C. Cox / Ritzau Scanpix / TV 2)

Langsigtet partnerskab
I forbindelse med den nye rettighedsaftale arbejder BLAST og TV 2 sammen om at skabe ekstra og skræddersyet Counter-Strike-indhold, der kan præsenteres ved siden af selve BLAST Premier-turneringerne.

- Vi er glade for at udbygge vores langsigtede partnerskab med TV 2. TV 2s kanaler er fortsat det perfekte hjem for BLAST Premiers danske publikum, og vi ser frem til fortsat at skubbe grænserne og udforske nye måder at producere eksklusivt Counter-Strike-indhold på, siger Alexander Lewin, vicepræsident hos BLAST med ansvar for produktion og distribution.

Også e-sport har gennem 2020 været ramt af corona-restriktioner, hvorfor BLAST-turneringerne, der tidligere var enorme arena-events, i øjeblikket udelukkende foregår online. Sideløbende med disse turneringer udvikles nye tiltag og partnerskaber, så der årligt kan bringes over 500 timers e-sport i verdensklasse ud til de mange fans.

Billede {0} af {1}