Gå efter drømmen og tag springet med ZULU

Simone Jensen var én af modtagerne af ZULU Legatet i 2018. Med 100.000 kroner på lommen kunne hun åbne sit eget designværksted – en base, hvorfra hun nu arbejder på at udvikle og opbygge sit eget menswear-brand.  (Fotos: Ole Juncker / TV 2)

Simone Jensen var én af modtagerne af ZULU Legatet i 2018. Med 100.000 kroner på lommen kunne hun åbne sit eget designværksted – en base, hvorfra hun nu arbejder på at udvikle og opbygge sit eget menswear-brand. (Fotos: Ole Juncker / TV 2)

ZULU hepper på dem, der tør, og dem, der gerne vil turde. Dem, der arbejder for at gøre hver dag – og livet – lidt sjovere. Og dem, som har lysten og modet til at være sig selv. Derfor uddeler ZULU for anden gang ZULU Legatet.

Fra 1. januar 2020 kan du igen søge ’ZULU Legatet’ – legatet som støtter de idéer – store som små – som ingen andre legater støtter.

- Med ZULU Legatet vil vi gerne støtte dem, der tør drømme uden for stregerne og gøre tingene anderledes. Dem, der har en kreativ, skør eller skæv idé, der på sin helt egen måde gør verden til et sjovere og måske endda et lidt bedre sted, fortæller indholdschef for TV 2 ZULU, Sune Roland og uddyber:

- På ZULU tror vi på, at der skal være plads til at gå andre veje end de konventionelle. Vi tror på, at verden er bedst, når vi kan drømme stort og tænke ud af boksen. Og vi ved, at der er masser af vilde idéer derude, som bare skal sættes fri. Idéer som ikke passer ind i en kasse eller matcher en strømlinet businessplan, men som netop derfor er unikke og fantastiske, siger Sune Roland.

Simone fik sit eget værksted
Da ZULU Legatet første gang så dagens lys i 2018, strømmede det ind med over 1000 ansøgninger. Ud af dem blev ni legatmodtagere udvalgt, og blandt dem var den 30-årige tøjdesigner Simone Jensen. Med 100.000 kroner på lommen kunne hun åbne sit eget designværksted – en base, hvorfra hun nu arbejder på at udvikle og opbygge sit eget menswear-brand.

Simones tøjkollektioner er noget for sig. Der er tale om farverigt og humoristisk tøj, som altid er skabt med et budskab for øje. Hendes kollektion ’Jensen Gym’, som er inspireret af 80’ernes bodybuilding og wrestling, fortæller fx – med et glimt i øjet - at du kan være lige den, du vil være. En del af kollektionen er jakker med store indbyggede muskler.

- Jeg har altid dyrket det, der stikker ud. Det, som andre synes er grimt eller for meget, tiltaler mig. Verden bliver sgu for kedelig uden alt det, som måske lige er en tand for meget. Det er meget den tanke, jeg tager med mig i mine designs. Når folk ser mit tøj, er reaktionen altid, at det er crazy, men de kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, og det er netop hele pointen, fortæller Simone Jensen.

At få ZULU Legatet har for Simone betydet, at hun kan arbejde mere målrettet med drømmen om at drive sit eget menswear-brand. Men vigtigst af alt har det betydet, at hun kan holde liv i sin kreativitet.

- Jeg lever af de freelance-designopgaver, som jeg tager ved siden af, men det betyder virkelig meget for mig, at jeg kan dyrke mit eget brand også. Det er jo mit univers, og det er her, jeg udvikler mig og holder liv i min kreativitet, fortæller Simone og fortsætter:

-Jeg tænker jo, at der er brug for sådan nogle som mig, der tænker skævt og kreativt. Min drøm er jo bare ikke den sikre vej i livet. Derfor betyder det virkelig meget at føle, at der bliver troet på en, så det gjorde en kæmpe forskel at få ZULU legatet – det forpligtede på en eller anden måde, at der var nogen, som så noget i min drøm og mit projekt.

At få ZULU Legatet har for Simone betydet, at hun kan arbejde mere målrettet med drømmen om at drive sit eget menswear-brand.

Hvem, hvornår, hvordan?
Vil du, ligesom Simone Jensen gjorde, tage springet med ZULU og gå efter din helt særlige drøm, så er det nu, du skal søge.

En halv million kroner i alt venter på at blive delt ud som legatportioner på op til 100.000 kroner til dem, der vil tage springet og forfølge drømmen.

Alle kan søge på ZULU Legatets website. Det basale krav er, at man har en særlig drøm, og at man har modet på at arbejde hårdt for at forløse den. Der er åbent for ansøgninger indtil 1. februar 2020.
Modtagerne af ZULU Legatets legatportioner udvælges i februar og vil blive kontaktet direkte af ZULU-redaktionen i starten af marts.

Det er et krav til ansøgningen, at der er en video med. Ansøgerne kan desuden downloade ZULU-ikoner, -farver, -pynt osv., hvis man ønsker at give sit materiale den helt ægte ZULU-stil.

Hver enkelt idéhaver kan søge op til 100.000 kroner til at virkeliggøre sin drøm. Den specifikke størrelse på den tildelte legatsum fastsættes af TV 2 ZULU på baggrund af en vurdering af den konkrete idé og ansøgning - hvad der skal til for at give idéen et fair skub ud over rampen.

Man skal selvfølgelig huske at gøre det klart i sin ansøgning, hvor mange penge man har brug for. Ud over videoen kan man også sende billeder, lydklip eller PDF’er ind som en del af sin ansøgning.

Hvis man søger, skal man samtidig acceptere betingelserne for ZULU Legatet: Man skal være minimum 18 år gammel og have rettighederne til offentliggørelse af alt indsendt materiale samt fra evt. medvirkende. Hvis der er børn i materialet, skal forældrene give tilladelse. Når man deltager i ZULU Legatet, giver man samtidig TV 2 ret til at bruge materialet både redaktionelt i tv-programmer og i forbindelse med markedsføring.

ZULU Legatet - drømmen bliver til virkelighed
I forbindelse med at du igen kan søge ZULU Legatet, viser TV 2 ZULU en miniserie på to afsnit, hvor vi følger i hælene på nogle af dem, der fik ZULU Legatet i 2018. Her kan du blandt andet følge Simone. 

Det første program sendes på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY torsdag 2. januar kl. 19.55. Det andet program kan ses søndag 5. januar kl. 20.10.

Frederikke, som er én af de andre legatmodtagere, og som du kan følge i programmerne om ZULU Legatet, har fået 100.000 kroner til at slå igennem som musikstjerne i Brasilien.

Seneste nyt

Anna (Molly Egelind).
03. juli 2020

TV 2-sommeren står (også) i fiktionens tegn

Link til TV 2-sommeren står (også) i fiktionens tegn
Dan Sommerdahl (Peter Mygind) og Flemming Torp (André Babikian).
03. juli 2020

'Sommerdahl' er tilbage i Helsingør

Link til 'Sommerdahl' er tilbage i Helsingør
03. juli 2020

YouSee-kunder kan nu vælge TV 2 PLAY i Bland Selv

Link til YouSee-kunder kan nu vælge TV 2 PLAY i Bland Selv

Billede {0} af {1}