
Shia LaBeouf som Jack Bondurant i den amerikanske gangsterfilm 'Lawless' fra 2012. Filmens manuskript er skrevet af den berømte rockmusiker Nick Cave. (Foto: TV 2)
Gangsterfilmen med Shia LaBeouf, som er skrevet af den berømte rockmusiker Nick Cave, får dansk tv-premiere på TV 2 fredag 3. juni.
Så snart noget er forbudt, er der gode penge at tjene for de skruppelløse, driftige og vovelystne. Sådan er det i dag - og sådan var det under forbudstiden i USA, hvor alkohol var forbudt. I det flotte og spændende gangsterdrama 'Lawless' fra 2012 følger vi en familie af illegale spiritusproducenter under forbudstiden, der får noget at se til, da politiet sætter alt ind på at sætte dem ud af spillet.
Filmen er baseret på virkelige begivenheder. Manuskriptet er skrevet af den berømte rockmusiker Nick Cave, og filmen er instrueret af John Hillcoat. I hovedrollen ses Shia LaBeouf, og han får fint modspil af Tom Hardy, Jason Clarke, Guy Pearce og Jessica Chastain.
'Lawless' fik fem stjerner i Ekstra Bladet, og Henrik Queitsch skrev: 'Djævelsk god… John Hillcoat og Nick Cave har skabt endnu et uhyrligt og smukt film-epos'.
Virginia, 1931
Det er forbudstid i USA, og de berygtede Bondurant-brødre Jack, Forrest og Howard (Shia LaBeouf, Tom Hardy, Jason Clarke) har startet en storstilet produktion af illegal spiritus langt ude på landet i Franklin County. Deres spiritus er meget populær, og de tjener pænt på de ulovlige aktiviteter. Men da Chicago-politimanden Charlie Rakes (Guy Pearce) sætter alt ind på at stoppe dem, bliver deres forretning truet. Charlie Rakes er nådesløs og korrupt. Han skyer ingen midler, fordi han ønsker en del af brødrenes profit.
Handler stik imod indbyrdes aftaler
Bondurant-brødrenes kamp for at undgå at blive fanget bliver kompliceret af, at der er spændinger mellem brødrene. Jack er meget ambitiøs og drømmer om flotte jakkesæt, hurtige biler og endnu hurtigere damer. Han starter en nebengesjæft, hvor han sætter biler i stand og bygger destillationsapparater. Desuden begynder han at sælge sin egen spiritus til gangsterbossen Floyd Banner (Gary Oldman), noget, der er helt imod brødrenes indbyrdes aftaler.
To smukke kvinder
Situationen bliver yderligere kompliceret, da de to smukke kvinder Maggie (Jessica Chastain) og Bertha (Mia Wasikowska) kommer ind i deres liv. Brødrene mister fokus, der opstår jalousi, og samtidig er spørgsmålet, om damerne gemmer på hemmeligheder? Samtidig er politiet på sporet af brødrene, og deres liv er i fare. Uanset deres uoverensstemmelser må de stå sammen og tage kampen op mod Charlie Rakes og hans folk, så det én gang for alle kan slås fast, hvem der styrer 'the Wettest County in the World'.
Nick Cave
Manuskriptet til 'Lawless' er skrevet af den berømte australske rockmusiker, forfatter og lejlighedsvise skuespiller Nick Cave. Det bygger på en bog af Matt Bondurant, hvis familie var involveret i ulovlig produktion af spiritus i forbudstiden. Nick Cave voksede op i den lille by Warracknabeal udenfor Melbourne i Australien, og som ung var han med i forskellige punkrock-bands, blandt andet Boys Next Door og Birthday Party. Rigtig kendt blev han dog først, da han begyndte at indspille plader og optræde som Nick Cave and the Bad Seeds, da han optrådte i Wim Wenders film 'Himlen over Berlin', og da han sang hittet 'Where the Wild Roses Grow' sammen med den australske popsanger Kylie Minogue. Siden er det gået slag i slag, og Nick Cave har udsendt en række succesfulde plader og spillet masser af koncerter, også i Danmark. Udover musiksporet har Nick Cave også skrevet romaner og filmmanuskripter, sidstnævnte især til film af den australske instruktør John Hillcoat.
Tom Hardy som Forrest Bondurant, Jessica Chastain som Maggie Beauford og Shia LaBeouf som Jack Bondurant i den amerikanske gangsterfilm 'Lawless' fra 2012. (Foto: TV 2)
John Hillcoat
'Lawless' er instrueret af australieren John Hillcoat. Han er manden bag en række af INXS' og Nick Caves musikvideoer, men tog i 1988 springet over til spillefilmen, da han instruerede fængselsfilmen ' Ghosts... of the Civil Dead' med Nick Cave i hovedrollen. Efter det er han forsat med at lave musikvideoer og dokumentarfilm om rockmusikere, men har også lavet tre kendte spillefilm, den barske australske western 'The Proposition' med manuskript af Nick Cave, den postapokalyptiske science fiction-film 'The Road' med Viggo Mortensen i hovedrollen, der bygger på en kendt roman af Cormac McCarthy, og aftenens film 'Lawless'. Nick Cave har lavet musikken til alle John Hillcoats film.
Topnavne fra Hollywoods A-kæde
I hovedrollen som den unge hjemmebrænder Jack Bondurant ses en af Hollywoods mest spændende stjerner, den ultradygtige og mangefacetterede Shia LaBeouf. Han er berygtet for sin excentriske adfærd og for sine mærkelige udtalelser, men på lærredet matcher kun få hans dygtighed. Hans er især kendt, fordi han har haft hovedrollen i de tre populære 'Transformers'-film. Udover de store Hollywood-film har han også haft roller i mere eksperimenterende film, blandt andet i Lars von Triers erotiske drama 'Nymphomaniac'. Udover Shia LaBeouf optræder en række meget dygtige skuespillere i 'Lawless', blandt andre Tom Hardy , Jason Clarke, Guy Pearce. Jessica Chastain, Mia Wasikowska og Gary Oldman.