Musicalen, der lever for evigt

16. februar 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Hvis du elsker filmen 'Grease' og altid synger med på John Travoltas version af 'Oh Sandy', vil du med garanti også synge med på 'Grease Live!', der har dansk tv-premiere på TV 2 FRI lørdag 20. februar.

Historien om Danny og Sandy i 'Grease' synes at leve for evigt. Filmen fra 1978 var egentlig baseret på en musical fra 1971 af Jim Jacobs og Warren Casey, men Paramount Pictures gjorde den verdensberømt ved at tilføre stjerner som John Travolta og Olivia Newton-John.

Spillefilmen 'Grease' indtjente næsten 400 millioner dollars på verdensplan, hvilket gør den til den mest indbringende musical-film nogensinde. 

Ellevilde anmeldere
Nu kommer så 'Grease Live!' - en kæmpe opsætning af musicalen, der blev vist direkte på amerikansk tv 31. januar 2016 og gjorde anmelderne ellevilde! I rollerne som Sandy og Danny ses Julianne Hough ('Safe Haven', 'Rock of Ages') og Aaron Tveit ('Graceland', 'Les Miserables'), og historien kender du måske:

Sandy og Danny har haft en dejlig sommer sammen og skilles i den tro, at de nok aldrig kommer til at se hinanden igen. Men skæbnen vil det anderledes, og de mødes igen på den skole, hvor Danny går - Sandy er nemlig blevet overflyttet til Rydell High. Og så er gamet i gang. Sandy vil gøre alt for at vinde Dannys hjerte igen, men han har et image, han skal pleje, så Sandy må teame op med pigekliken the Pink Ladies og deres kyniske leder Rizzo, der i 'Grease Live!' spilles af Vanessa Hudgens.

Anmelderne var ellevilde med 'Grease Live', da den blev vist direkte på tv i USA 31. januar 2016. I hovedrollerne som Sandy og Danny ses henholdsvis Julianne Hough og Aaron Tveit. (Foto: FOX / TV 2)


Dedikeret til far

Og netop Vanessa Hudgens (Broadways 'Gigi', 'Spring Breakers') bliver i særdeleshed fremhævet for sin pragtpræstation i 'Grease Live!'.

Natten før den kæmpe opsætning døde Vanessas far efter længere tids sygdom, og Vanessa har udtalt, at hun brugte den store sorg netop til at levere det bedste, hun kunne, i den direkte opsætning, og at hun dedikerede sin medvirken i 'Grease Live!' til sin far. Roserne ville heller ingen ende tage på de sociale medier, da Vanessa Hudgens sang 'There Are Worse Things I Could Do' i den direkte udsendelse. 

Dygtige folk bag
'Grease Live!' er produceret af Paramount Television. Det er den meget roste film-, tv- og teaterproducer Marc Platt ('Wicked', 'Into the Woods'), der har produceret, mens den Tony Award-nominerede instruktør Thomas Kail ('Hamilton', 'I Heights') har instrueret spillerne på scenen, mens Alex Rudzinski ('Dancing with the Stars') er tv-instruktør. Broadway-forfatterne Robert Cary og Jonathan Tolins er manuskriptforfattere.

'Grease Live!' har dansk tv-premiere lørdag 20. februar klokken 21.50 på TV 2 FRI. 'Grease Live' kan også ses på TV 2 PLAY i syv dage efter visningen på TV 2 FRI.

Billede {0} af {1}