Dokumentar: 'Da Aage forsvandt'

Aage Rasmussen og hans kone Rita står over for deres livs udfordring. Lige inden de skal giftes, får Aage konstateret Alzheimers - en demenssygdom, som er uhelbredelig og langsomt tærer hjernen op. (Fotos: Dokumentarkompagniet/TV 2)

Aage Rasmussen og hans kone Rita står over for deres livs udfordring. Lige inden de skal giftes, får Aage konstateret Alzheimers - en demenssygdom, som er uhelbredelig og langsomt tærer hjernen op. (Fotos: Dokumentarkompagniet/TV 2)

08. april 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Demens er blevet en folkesygdom. Hvert år får op mod 10.000 danskere stillet diagnosen Alzheimers, som er dødelig. TV 2 har i en ny dokumentar fulgt Aage Rasmussen igennem fem år – fra han som 56-årig får diagnosen og til han langsomt forsvinder.

Aage Rasmussen og hans kone Rita står over for deres livs udfordring. Lige inden de skal giftes, får Aage konstateret Alzheimers – en demenssygdom, der er uhelbredelig, og som langsomt tærer hjernen op. Nu er spørgsmålet, om Rita kan bevare sin kærlighed til Aage, selv om han mister hukommelsen – og hvordan Aage klarer sygdommen, som kun bliver værre. 

Rita og Aage giver TV 2 lov til at følge dem tæt igennem en række svære år. Også selvom det betyder, at Aage på et tidspunkt vil blive så dement, at han ikke længere kan forstå, hvad det indebærer at deltage i et tv-program. Vi følger dem i fem år i deres kamp for hinanden – og imod demensen, som i dag er blevet en folkesygdom og nu er den femte hyppigste dødsårsag.

- Det er rystende at se, hvad demens gør ved dem, der bliver ramt – og dem, der står ved siden af. Det har Rita og Aage generøst givet os et helt enestående indblik i, så kendskabet til, hvad der egentlig sker, kan blive udbredt, og så vi kan debattere, hvordan vi bedst griber den forfærdelige sygdom an, siger TV 2s dokumentarredaktør, Lasse Bjerre.

Dokumentaren 'Da Aage forsvandt' kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY torsdag 9. april kl. 20.00 - og efterfølgende on demand på TV 2 PLAY.

TV 2 har fulgt Aage og Rita i fem år i deres kamp for hinanden - og imod demensen, som er blevet en folkesygdom og nu er den 5. hyppigste dødsårsag blandt os alle.

I medgang og modgang
Aage og Rita møder hinanden sent i livet og er forelskede som teenagere. Aage er forfærdet ved tanken om, at han langsomt mister erindringerne om sit liv. Dag for dag kæmper han for at holde fast i minderne. Specielt minderne om Rita og deres store forelskelse. Men minderne forsvinder. Og Aage har svært ved at klare hverdagen, og han må kæmpe i lang tid for noget så almindeligt som at tage sine sko på eller spise sin mad.

I takt med, at Aage bliver mere og mere syg, må Rita tage en række skelsættende beslutninger på Aages vegne. I flere år forsøger hun at beholde Aage hjemme i Gammel Ry, men hun må på et tidspunkt erkende, at det ikke går.

Aage opdager ikke selv, at han langsomt mister evnen til at klare sig selv. Rita må gang på gang ud og lede efter ham, fordi han ikke selv kan finde hjem. Han mister langsomt fornemmelsen for omverdenen og kan finde på at stille sig op og tisse midt på gaden. Rita tager en svær beslutning: Tiden er inde til, at Aage skal på plejehjem, hvor der er uddannet plejepersonale, der kan tage sig af ham.

Det forstår Aage ikke selv. Han forsøger flere gange at komme med Rita hjem, når hun besøger ham. For Aages kærlighed til Rita blegner ikke, selvom sygdommen får mere og mere fat i ham. Rita er hans livline, og hun plages af dårlig samvittighed. Det stresser hende så meget, at hun selv bliver syg og får et blackout. Alzheimers og andre demenssygdomme påvirker i høj grad de pårørende, og undersøgelser viser bl.a., at de pårørende har en høj risiko for selv at blive syge.

Aage og Rita møder hinanden sent i livet og er forelskede som teenagere. Aage er forfærdet ved tanken om, at han langsomt mister erindringerne om sit liv. Dag for dag kæmper han for at holde fast i minderne.

En folkesygdom med døden som udgang
Det anslås, at i alt 90.000 danskere har en demenssygdom, og at omkring 50.000 af dem har Alzheimers. Alzheimers er en hjernesygdom, der bl.a. svækker hukommelsen, evnen til at tænke og til at klare sig i hverdagen. Man kan i dag ikke helbrede folk med Alzheimers, men kun give medicin, som kan forsinke sygdommens udvikling.

Man ved i dag ikke noget om, hvorfor sygdommen opstår, eller hvorfor en mand som Aage, der har været fysisk aktiv og altid har udfordret sin hjerne som matematik- og fysiklærer i gymnasiet, pludselig bliver ramt. Faktum er blot, at flere og flere får konstateret demens, og at sygdommen i dag er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark.

Billede {0} af {1}