
TV 2 CHARLIE giver ”EkstraNummer” med hjælp fra Jens Blauenfeldt og Ole Kibsgaards orkester.
Vært Jens Blauenfeldt og kapelmester Ole Kibsgaard. (Fotos: Lotta Lemche / TV 2)
Jens Blauenfeldt er vært, og kapelmester Ole Kibsgaards orkester spiller på tangenterne, når TV 2 CHARLIEs nye underholdningsprogram ”EkstraNummer” har premiere lørdag 15. februar.
I ti programmer går fire sangglade danskere på scenen og fremfører populære hits, der får publikum til at synge med. Den sanger, publikum bedst kan lide, får lov at synge et ekstranummer.
”EkstraNummer” byder på musikalske overraskelser, de bedste syng-med-sange, talentfulde danskere og besøg af kendte kunstnere, der synger deres største hits. Programmet sørger for den gode stemning, og de talentfulde danskere bliver bakket op af venner og familie.
Sko/Torp (her Søren Sko i front og kapelmester Ole Kibsgaard i baggrunden) sørger for musikalsk underholdning i "EkstraNummer".
- På CHARLIE hylder vi den danske sangskat. I ”EkstraNummer” giver vi seerne alle de folkekære melodier fra de sidste mange årtier - og som noget nyt er det ikke professionelle musikere, der optræder i programmerne, men dygtige amatører, der med deres sangglæde synger gode og genkendelige sange. Vi har store forventninger til programmet og til det nye musikalske makkerpar, Jens Blauenfelt og Ole Kibsgaard, som vi tror, at vores seere kommer til at holde rigtig meget af, siger Mads Volck, redaktør på TV 2 CHARLIE.
Også programmets vært, Jens Blauenfeldt, glæder sig.
- Jeg har altid drømt om at lave et musikprogram, hvor der er fuld skrue på den gode sang, den glade stemning og det høje humør, siger Jens Blauenfeldt.
Premieren på ”EkstraNummer” kan ses lørdag 15. februar kl. 20.50.