Forårssæson på TV 2 med masser af fornyelse

12. december 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s programplan for vinteren og foråret 2013 byder på hele 14 nye programtitler.

TV 2s programdirektør, Palle Strøm. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

I de første fem måneder af 2013 byder TV 2 på hele 14 nye programtitler – og dermed på masser af fornyelse i vinterens og forårets programmer. TV 2 sender bl.a. en ny dansk fiktionsserie, underholdning både fredag, lørdag og søndag, nye events, stærk fakta og dokumentar samt en ny og mere dansk programflade klokken 17-19.

- Med TV 2s projekt 100 er det lykkedes at finde 100 millioner kroner, der i løbet af hele 2013 primært skal styrke TV 2s hovedkanal. Pengene går bl.a. til danske underholdningsprogrammer i weekenden, til en ny og mere dansk programflade klokken 17-19 og til flere events på TV 2. Desuden prioriterer vi en række nye og stærke programserier i primetime, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm.

Flere af de nye tiltag kommer i weekenden, hvor TV 2 for første gang nogensinde byder på underholdning i primetime både fredag, lørdag og søndag, ligesom kanalen fortsætter succesen med at sende ”Go’ morgen Danmark” lørdag og søndag. Blandt de nye programmer i weekenden er quizprogrammet ”Pengene på bordet!”, hvor man kan vinde op til to millioner kroner.

Lørdag kommer TV 2 med et nyt underholdningsformat, hvor to holdkaptajner med hver deres gæst skal dyste i en gakket, uhøjtidelig og meget visuel quiz. Senere samme aften sender TV 2 ”Casper og Lars præsenterer”, hvor Casper Christensen og Lars Hjortshøj præsenterer stand-up med et bredt udvalg af landets bedste komikere.

Iben Hjejle som kriminalreporteren Dicte i TV 2s nye krimiserie af samme navn. (Foto: TV 2 / Miso Film / Per Arnesen)

Ny krimiserie
En stor nyskabelse i foråret er den danske krimiserie ”Dicte”, hvor Iben Hjejle har hovedrollen som den århusianske journalist Dicte, der i med- og modspil med det lokale politi hvirvles ind i store kriminalsager.

Serien er baseret på Elsebeth Egholms krimier, og blandt seriens øvrige medvirkende er Lars Brygmann, Dar Salim, Lærke Winther, Lene Maria Christensen, Peter Schrøder og Lars Ranthe.

TV 2 holder pressemøde om ”Dicte” tirsdag 18. december, og ”Dicte” sendes mandag klokken 20.00 med premiere allerede mandag 7. januar.

Se trailer for "Dicte" her.

Uddelingen af Robert-prisen udvides til også at omfatte tv-fiktion - og bliver en af de nye events på TV 2 i 2013. (Foto: Povl Thomsen / FAF)

Nye events allerede i vinteren og foråret
TV 2 har i de senere år opbygget nye events med succes, og det bliver udvidet i vinteren og foråret, hvor TV 2 for første gang sender Robert-prisuddelingen, der – foruden de mange filmpriser - udvides til også at omfatte priser til den bedste danske tv-fiktion. Også ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Danmark” sætter dansk film og tv-fiktion i fokus.

TV 2s hovedkanal gør også et stort nummer af Oscar-uddelingen. Foruden transmissionen fra Los Angeles sender TV 2 en lang række Oscar-vindende film i weekenden og ugerne op til Oscar-showet. Som tidligere omtalt gennemfører TV 2 i begyndelsen af 2013 en ny ”Stop Tyven!”-event i en hel uge med ”Station 2”-programmer som omdrejningspunkt.

I vinteren og foråret 2013 nytænker TV 2 også indgangen til primetime – den tidligere aftenflade – og sender et helt nyt og mere dansk programflow klokken 17-19. Det indebærer bl.a. en ny nyhedsudsendelse med sport klokken 17 samt et nyt ”Go’ aften Danmark” i to dele.

Stærk fakta og dokumentar
Blandt de mange nye programtitler er en række stærke faktaprogrammer som f.eks. ”Send dem hjem”, hvor seerne får et indblik i den rejse, mange flygtninge må igennem for at nå frem til et liv i frihed i f.eks. Danmark. TV 2 følger helt almindelige danskere, der starter, hvor flygtningene i sin tid selv begyndte deres rejse, og som skal finde til Vesten på samme måde som flygtningene.

TV 2 sender også to nye programmer med ”De bortførte børn”, og i programserien ”Forsvar” følger TV 2 forsvarsadvokater i deres daglige arbejde med viljestyrke og løgne, med anklagede og retssale.

"Jason og soldaterne" er en stærk dokumentarserie om en gruppe sårede soldater, der sammen med Jason Watt laver et racerteam – ikke fordi tv følger med, men fordi det var et projekt, som soldaterne absolut ville sætte i gang. Det bliver en meget hårdere kamp, end Jason havde forestillet sig. En kamp hvor han kommer helt tæt på soldaterne og oplever deres smerte, nederlag og stålsatte vilje. Det bliver en kamp, hvor alle har noget på spil for at genfinde livet.

Fra dokumentaren, der følger den tidligere fodboldspiller Jonathan Richters liv, efter at han blev ramt af et lyn.

Foråret byder også på en ny sæson af reportageserien ”Korrespondenterne”, der følger en række af TV 2s korrespondenter på job – og samtidig lærer seerne nyt om udenrigsemner.

TV 2 har noget på hjerte, og det viser kanalen bl.a. i programserien ”Silas’ opgør”, hvor TV 2 sætter fokus på mobning. Silas Holst, der er kendt fra ”Vild med dans”, tager seerne med på en hård rejse, når han konfronteres med sin egen opvækst præget af med mobning i skolen, når han møder mobberne, og når han hjælper andre på sin gamle skole ud af mobningen.

I dokumentaren ”Kongens foged” følger TV 2 det barske arbejde med at sætte familier på gaden, når de ikke har betalt deres udgifter. En anden dokumentar følger den tidligere professionelle fodboldspiller Jonathan Richter og hans liv, efter at han blev ramt af et lyn.

”Savnet” er en ny programserie om personer, der ønsker at genfinde en nær slægtning, som de af en eller anden årsag har været afskåret fra kontakt med gennem det meste af deres liv.

Blandt de nye programmer er også et nyt madprogram, ”Kokkenes kamp”, hvor kokke dyster mod hinanden i madlavningens kunst. TV 2 præsenterer også det nye program "Kongen af Valby" om ejendomsmæglernes indbyrdes kamp og intriger om at vinde hvert eneste hussalg i deres område.

Emma, Christian, Stephanie og Rachel vender tilbage i nye afsnit af TV 2-klassikeren "Årgang 0".

Oplevelser – og nye sæsoner af TV 2-klassikere
Der bliver igen tid til at gå på opdagelse i ”Mormors vilde ungdom” med Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted, som denne gang tager os med på tur ungdomsmiljøer.

I ”Drengerøv og datter” er skuespilleren Thomas Bo Larsen på rejse med sin datter – og det bliver samtidig en mental rejse i håbet om at genvinde en nærhed med datteren, som han i perioder har forsømt, og som han gerne vil vise nye steder i verden.

I ”De hemmelige trin” har streetdanser Toniah Pedersen sat sig for at lære de mest umage og usandsynlige danskere at danse. I hver episode følger vi en gruppe af venner eller kollegaer, når de med Toniah ved deres side skal i form og lære en koreografi, som de til sidst skal optræde med foran familie og venner.

Flere helt nye TV 2-programmer er på vej, og derudover kommer en ny sæson af ”Ingen kære mor”,  hvor pigerne denne gang tager på tur med deres mødre. Også TV 2-klassikere som ”Årgang 0”, ”Hvem vil være millionær?”, ”Razzia”, ”Station 2”, ”Stjernerne på slottet”, ”Danmark ifølge Bubber”, ”Natholdet”, ”Live fra Bremen”, ”Dags Dato” og ”Liebhaverne” vender tilbage med nye sæsoner.

TV 2-programmerne - både de nye og de velkendte programmer - kan også ses på TV 2s tv-tjeneste på nettet, mobil og tablet, TV 2 Play.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}