LEDIGE STILLINGER

image

Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det. Bortset fra måske dig? Og 14 af dine måske kommende kollegaer, der alle udgør mediebranchens stærkeste vejrbrand – TV 2 Vejret. Vi søger nemlig en skribent og kommunikatør, der kan levere historier til vores mange brugere på vejr.tv2.dk, App og SOME.

Jobbet:

Stillingen vil primært bestå i at levere artikler til vejr.tv2.dk. Du vil indgå i et allerede stærkt hold af skrivende meteorologer, som med baggrund i deres erfaring og uddannelse dagligt leverer artikler og små videoer om vejrudviklingen både i Danmark og udlandet. Vi leder efter en fuldtids skribent, som kan se sig selv skrive på et site, hvor vejr og naturvidenskab fylder det meste.

Jobbet består i høj grad af et samarbejde og løbende dialog mellem vejr.tv2.dk og tv2.dk – samt en daglig kontakt og sparring med resten af medarbejderne på TV 2 Vejret, herunder værterne.
Du vil hovedsageligt have arbejdsplads i Odense, men der vil også forekomme vagter på TV 2 i København, med arbejdstider fra cirka 12-19, men på store vejrdage forventes en vis fleksibilitet.

Om dig:

Vi forventer ikke nødvendigvis, at du har en meteorologisk uddannelse, men en naturvidenskabelig nysgerrighed og en naturlig interesse i det danske vejr. Du skal være kreativ og kunne omsætte det aktuelle vejr til mere skæve og populærvidenskabelige historier, men også med vores meteorologer i baghånden kunne lave dagsaktuelle vejrhistorier til vejret.tv2.dk.

Journalistisk baggrund er en fordel, men det primære er en solid erfaring med webjournalistisk. Du har indsigt i, hvad der fungerer digitalt, både på skrift og video – og en stor lyst til at sørge for at TV 2 Vejret rager op i det digitale landskab.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med at klippe og evt også filme lidt, da en del af jobbet også består i at lægge billedmateriale op fra eksempelvis udlandet eller TV 2 Vejrets egne indslag.

Om TV 2 Vejret:

TV 2 Vejret har siden 1994 leveret vejrudsigter til danskerne hver dag og er i dag en af de mest brugte vejrtjenester i Danmark. TV 2 Vejret har egne prognoser og sender vejrudsigter alle døgnets timer på både TV 2 og TV 2 NEWS, samt leverer dagligt artikler til vejr.tv2.dk.
TV 2 Vejret består af en god blanding af både meteorologer, journalister, meteorologstuderende, en field-producer og en teknisk ansvarlig. Vi har dog alle til fælles, at vi elsker vejret og at klæde folk bedst muligt på til det vejr, der venter dem. Vi håber, at du har lyst og mod på det samme.

Ansøgningsfrist:

25. juni 2018

Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte
Peter Tanev
Redaktionschef
peta@tv2.dk
Tlf.: 30100272