TV 2s indhold

Public service af høj kvalitet

Mens politikerne diskuterer TV 2s fremtid på den lange bane, koncentrerer vi os om at levere public service-indhold af høj kvalitet – også i 2017.

TV 2 handler om ”Alt det vi deler”. Alt det, vi som danskere har til fælles – ikke det, der skiller os ad. De oplevelser, TV 2 giver til danskerne, skal være det, man har lyst til at samles om, tale om og dele med hinanden både over spisebordet og digitalt i en tid, hvor vi deler oplevelser med hinanden døgnet rundt.

Vi vil være den relevante tv-kanal, der tager emner op, som er vigtige for danskerne, og gør det på en måde, så de mærker det. Vi sætter mennesket i centrum, så vores historier først og fremmest handler om nogen frem for om noget.

Vi fik et fremragende 2016 både kvantitativt og kvalitativt. Vi tog fat i nære og relevante emner i varierede dokumentarer og livsstilsprogrammer, vi satte væsentlige emner til debat med bl.a. dokumentarserien ’Moskeerne bag sløret’, og vi skabte store fælles oplevelser med vores fiktion, OL-dækning, Knæk Cancer-ugen og EM-håndbold. Og selvom 2017 ikke officielt er et stort sportsår, vil vi godt garantere, at TV 2 med nye dagsordener og store events – også i år – binder os sammen om fælles oplevelser. VM-håndbolden indledte året, og vi er godt i gang med fjerde sæson af ’Badehotellet’ … 

Vores kanalportefølje står stærkt i et marked, hvor der kæmpes hårdt om forbrugernes tid. Vi fokuserer på de oplevelser, du som seer og bruger får i selskab med vores kanalbrands, og det arbejde har også givet pote på vores nyeste kanaler TV 2 SPORT og TV 2 FRI.

På TV 2 SPORT er du aldrig alene med begivenheden, men altid i selskab med TV 2s bedste eksperter uanset sportsgren. Vi dyrker først og fremmest dansk sport, men glæder os også over nye internationale rettigheder – senest WTA-tennis, hvor vi i år kommer til at sende mindst 400 kampe. På TV 2 FRI har vi fået en seerskare, der elsker kanalen, fordi her er godt selskab og store karakterer. Den succes bygger vi videre på med bl.a. nye haveprogrammer og nye afsnit af ’Mit Spanien’ og ’Krejlerkongen’.

Og så er der de gode, solide TV 2-kanaler, hvor det handler om hele tiden at tilføre næste lag. TV 2 NEWS har bl.a. igangsat en helt ny eftermiddags-nyhedsdækning og magasinprogrammet 'Verden ifølge Trump', og på TV 2 CHARLIE glæder vi os til et stærkt nybrud i form af dramaserien ’Mercur’, der er inspireret af virkelige begivenheder og handler om frihed, forandring og vovemod.

På TV 2 ZULU åbner vi året med ’ZULU Awards’, der i 2017 bliver en sejlende event, og supplerer med dansk comedy og fiktion i programmer som ’Giver det mening?’, ’Dybvaaaaad - nu som dokumentarserie’, ’Stjernekigger’ og sidste sæson af ’SJIT Happens’.

Vi glæder os til at dele vores indhold med dig i 2017.

Anne Engdal Stig Christensen
Indholdsdirektør