Zulu Awards-vært er fundet

05. februar 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Komikeren Simon Talbot står i spidsen for årets fedeste fest.

Komikeren Simon Talbot glæder sig til at stå i spidsen for årets fedeste fest, og forberedelserne er i fuld gang. (Foto: Anne Mie Dreves / TV 2)

Find dit lækreste tøj frem, for før du har set dig om, skal du til den fest, du har ventet på i et år - ZULU Awards 2014! Vært og location er fundet: Komikeren Simon Talbot glæder sig til at stå i spidsen for årets fedeste fest, og forberedelserne er i fuld gang. Vi lover, det bliver dampende hedt og intimt i Østre Gasværk i København, når TV 2 ZULU torsdag 3. april for første gang nogensinde sender det populære show direkte.

- Det korte af det lange er: Jeg er stolt, spændt og sikker på, det bliver pissefedt. Jeg glæder mig vildt til at være vært på ZULU Awards 2014 - især på så fed en location som Østre Gasværk. Det er et af Danmarks bedste spillesteder, og det ser skidegodt ud. Og så er det jo første gang, ZULU Awards bliver sendt live. Det er ekstra spændende, for alt kan ske, men ambitionsniveauet bliver ikke sat ned af den grund - tværtimod. Går noget galt, og jeg pludselig skal træde vande, mens bagtæppet bliver klippet ned, må jeg tage den derfra, siger Simon Talbot fra en varm strand i Thailand, hvor han lige nu lader op til årets fest.

- ZULU Awards er det eneste show af sin slags, hvor seerne bestemmer vinderne, og derfor er det helt naturligt for os at satse hele butikken og gå live denne gang. Det er nemlig den eneste måde, vi kan være i direkte dialog med vores seere igennem showet og lade dem feste med på alle platforme, og vi er ret sikre på, det bliver det hele værd, siger kanalchef for TV 2 Networks, Sune Roland.

De nominerede er…
ZULU Awards byder som altid på skæve indslag og musikalske oplevelser - og selvfølgelig masser af glade vindere. Tirsdag 25. februar 2014 vil de heldige nominerede i de forskellige kategorier få personlig besked, og seerne og brugerne vil samme dag kunne følge offentliggørelsen på Facebook, Twitter, Instagram og zulu.dk.

Se Simon Talbot præsentere sig selv som vært for Zulu Awards 2014.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}