Weekendfilm uden afbrydelser

Colin Farrell som Douglas Quaid i den amerikanske action-thriller 'Total Recall', som TV 2 sender søndag 2. august kl. 21.00. (Foto: TV 2)

Colin Farrell som Douglas Quaid i den amerikanske action-thriller 'Total Recall', som TV 2 sender søndag 2. august kl. 21.00. (Foto: TV 2)

29. juli 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2-premierer fredag og søndag på henholdsvis familiefilmen ’Bedtime Stories’ og actionthrilleren ’Total Recall’.

Weekend og ferietid hænger sammen med gode film, og i den kommende weekend sender TV 2 bl.a. to nyere film, som for første gang vises på TV 2s kanaler og uden afbrydelser.

Fredag aften viser TV 2 familiefilmen ’Bedtime Stories’ med Adam Dandler i hovedrollen og med bl.a. Keri Russell, Guy Pearce, Courteney Cox og Teresa Palmer på rollelisten.

Om dagen er Skeeter Bronson (Adam Sandler) handyman på et hotel, men om aftenen er han babysitter for sin søsters børn, og her fortæller han de mest fantastiske godnathistorier med sig selv som helten. De henrykte børn elsker historierne, og uden at vide det åbner Skeeter døren til deres livlige fantasi. På mystisk vis begynder dele af Skeeters historier at blive til virkelighed, og det vender fuldstændig op og ned på hans liv.

Drøm eller virkelighed i ’Total Recall’?
Søndag aften kl. 21.00 viser TV 2 den tempofyldte science fiction-thriller ’Total Recall’ med den irskfødte Hollywood-stjerne Colin Farrell i hovedrollen i Len Wisemans remake af dette actionbrag. Filmen blev første gang indspillet i 1990 (dansk titel ’Sidste udkald’), hvor Arnold Schwarzenegger spillede hovedrollen som Douglas Quaid, og dengang løb filmen af med to Oscars.

Douglas Quaid (nu spillet af Colin Farrell) lever et tilsyneladende tilfredsstillende liv med et fast job og en dejlig kone (Kate Beckinsale), men alligevel føles det hele lidt trivielt, og han savner noget spænding i tilværelsen. Han drømmer om at opgive det kedelige fabriksjob og blive hemmelig agent. Derfor opsøger han firmaet Rekall, der tilbyder sine kunder at implantere falske erindringer om det liv, de gerne ville have haft.

Men under behandlingen går noget galt, og pludselig står Douglas i et baghold beskyldt for at være spion. Han må derfor tage flugten fra politiet og ved nu ikke længere, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Hele hans verden ramler ned om ørerne på ham, og selv hans egen kone jagter ham sammen med en flok agenter, der alle vil have ham elimineret. Men hvad er drøm, og hvad er virkelighed?

James Bond-klassiker lørdag aften
Også lørdag aften sender TV 2 film - først komedien 'Politiskolen 6 vælter byen' og herefter James Bond-klassikeren fra 1967, 'You Only Live Twice', med bl.a. Sean Connery.

Billede {0} af {1}