VM i håndbold: Kvinder af rette støbning

Line Jørgensen i kamp for Danmark. (Fotos: Scanpix / TV 2)

Line Jørgensen i kamp for Danmark. (Fotos: Scanpix / TV 2)

29. november 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Julen kommer tidligt i år for alle danskere, der elsker håndbold. Der er nemlig VM i håndbold i Tyskland fra 1. til 17. december 2017, og her skal de seje danske kvinder kæmpe for medaljer til Danmark. Se med på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

”Simply Wunderbar”. Det er det slogan, som de håndboldglade tyske værter har valgt for kvindernes VM. Med det motto skruer de tyske arrangører helt op for forventningerne til verdensmesterskabet, der er den 23. udgave af slutrunden. TV 2 viser kampe fra det ”vidunderlige verdensmesterskab” på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY og dækker også den store begivenhed i sportsudsendelser på tv, på vm.tv2.dk og på de sociale medier.

Danskerne kan nå pænt langt
Inden verdensmesterskabet sagde den danske landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, på et pressemøde, at målet for de danske kvinder er en ottendedelsfinale, og det er 'fjollet' at kræve mere. TV 2s håndboldekspert Trine Nielsen er mere optimistisk på det danske landsholds vegne.

- De har selv sat en målsætning op, der hedder ottendedelsfinalen, men jeg synes godt, at vi kan stramme det lidt. En god placering i den indledende pulje giver en fornuftig ottendedelsfinale, og så synes jeg klart, vi kan forvente, at det danske hold kommer i kvartfinalen eller længere, siger Trine Nielsen, der selv tidligere har spillet på landsholdet. 

- Jeg glæder mig til at se danskerne spille. Jeg er evig optimist på Danmarks vegne, og jeg synes, at vi har nogle rigtig spændende spillere. Den første kamp mod Sverige viste nogle rigtig gode tendenser, så kan det danske landshold finde det spil frem igen, tror jeg godt, at de kan nå pænt langt. Jeg håber, at målmandsduoen Sandra Toft og Althea Reinhardt løfter niveauet, så de kommer helt op i toppen. De har stået rigtigt fint i den danske liga begge to, men vi får også brug for nogle rigtigt gode målmandspræstationer undervejs ved VM, siger Trine Nielsen.

Sendeplan: Sådan sender TV 2 fra VM i kvindehåndbold

Landsholdsanfører Stine Jørgensen på vej til at skyde straffekast i en tidligere landskamp for Danmark.

Nederlag til Sverige får ikke den store betydning
VM er kulminationen på en lang og hård forberedelse for træner Klavs Bruun Jørgensen og det danske landshold. Senest har de danske kvinder som optakt til slutrunden i Tyskland spillet to kampe mod Sverige - to kampe, der var så forskellige som dag og nat. Den første kamp på hjemmebane i Arena Nord i Frederikshavn vandt Danmark 26-25 efter mange momenter af flot spil, mens returkampen i Trollhättan i Sverige endte med modsat fortegn. Her vandt de blå-gule 23-17.

- Jeg tror ikke, det sidste nederlag til Sverige får betydning for de danske kvinders præstationer i Tyskland. Man skal huske, at danskerne også spillede mod svenskerne lørdag, hvor de spillede en rigtig fin kamp. Og det er også sådan med de sidste kampe lige op til en slutrunde, at det er med en anden indgang til kampene. Det handler om at komme igennem kampen og prøve nogle ting af, så man er klar til slutrunden. Det havde alt andet lige været sjovere at spille en fremragende kamp og feje svenskerne ud af banen, men jeg tror ikke, at det kommer til at have den store betydning, siger Trine Nielsen.

Svære hold i Danmarks gruppe
Danmark er i gruppe C, hvor Stine Jørgensen, Sandra Toft, Kristina Kristiansen og resten af de danske landsholdskvinder skal op imod Rusland, Brasilien, Montenegro, Japan og Tunesien. Der er svære hold i gruppen, men Trine Nielsen er sikker på, at vi nok skal klare os gennem gruppen som et af de tre bedste hold:

- Der er ingen tvivl om, at Japan og Tunesien er hold, som danskerne skal slå, og jeg vil sige det samme om Montenegro, som er danskernes åbningskamp. Samtidig er det sådan med Montenegro, at de lige har fået to af deres helt store profiler med, Jovanka Radičević og Katarina Bulatović. Det gør, at Montenegro bliver en lidt svære størrelse at have med at gøre. Rusland har lige spillet rigtigt fint oppe i Møbelringen Cup i Norge og kunne også godt ligne et af de hold, der kommer til at ligge i toppen af puljen, men de har Jevgenij Trefilov som træner, og man ved aldrig, hvor meget han kommer til at ødelægge for dem, siger Trine Nielsen og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at Danmark er i en rigtig stærk pulje, for Brasilien er også gode. De har ikke imponeret vildt i deres træningskampe, men de har et godt hold. Uanset de stærke modstandere har jeg stadig det danske landshold på en af de tre øverste pladser i puljen.

Landsholdets førstevalg i målet, Sandra Toft, får ifølge ekspert Trine Nielsen en nøglerolle under VM.

Norge som favorit
Det er dog ikke et hold fra Danmarks gruppe, som Trine Nielsen regner med ender som verdensmestre.

- Norge er favorit til at vinde VM - og måske også større favoritter, end de har været tidligere. Jeg synes, at de kampe, som de har spillet i Møbelringen Cup, viser, at de bare besidder så meget kvalitet. Heidi Løkke er tilbage på holdet, hvilket gør dem endnu mere skræmmende, siger Trine Nielsen og fortsætter:

- I det hele taget er der nogle vildt spændende hold og profiler med til denne slutrunde. Så ud over at følge danskerne glæder jeg mig meget til at opleve alle hold, siger Trine Nielsen. 

To studier i Tyskland
TV 2 dækker VM indgående og har to studier i Tyskland. TV 2 har et VM-studie ved Danmarks kampe i Oldenburg. Her er værten Stine Bjerre Jørgensen, eksperterne Trine Nielsen og Niels Agesen og kommentatorerne Thomas Kristensen og Bent Nyegaard. Desuden har TV 2 et VM-studie ved Norge og Sveriges gruppe. Her er værten Heidi Møller Eskildsen, og ekspert er Peter Bruun Jørgensen.

Se trailer for VM-håndbold herunder.

Billede {0} af {1}