Vigtig VM-kvalifikationskamp på TV 2

25. marts 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Danmark kan tage et stort skridt mod VM i Sydafrika mod Albanien onsdag 1. april - se med på TV 2 fra kl. 20.

Der skulle meget gerne være mål i Nicklas Bendtners støvler, når Albanien gæster Parken onsdag 1. april.

Danmark er favoritter, når Albanien kommer til VM-kvalifikationskamp i Parken onsdag 1. april. En sejr kan bringe de rød-hvide et stort skridt mod VM-slutrunden i Sydafrika, der afvikles i sommeren 2010, og TV 2 viser kampen direkte fra kl. 20.

Der er håb om, at Thomas Sørensen, Daniel Agger, Christian Poulsen, Nicklas Bendtner og Co. lever op til favoritvær-digheden, men Albanien har vist over-raskende gode resultater ved flere lejligheder.

Holdet leverede lidt af en sensation, da de i efterårets sidste VM-kamp opnåede 0-0 i Portugal, og tidligere spillede holdet 0-0 på hjemmebane mod Sverige. Albanien skuffede dog i februar, hvor holdet med en sejr på Malta kunne have skaffet sig førstepladsen i Danmarks VM-gruppe.

Det danske landshold har ikke tabt til Albanien siden en oktoberaften i 1963, og sidst albanerne gæstede Parken, vandt Danmark 3-1 på blandt andet to mål af Søren Larsen. Han er trods manglende spilletid i franske Toulouse igen med på det danske landshold, der bortset fra Jon Dahl Tomassons fravær går ind til VM-kvalifikationskampen i stærkeste opstilling.

Kommentatorer til landskampen er Flemming Toft og Peter Møller.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}