Unge talenter i dansk tv-premiere

De to unge mænd Nikolaj og Martin lever for fede biler, gaderæs og flotte piger i det danske action-drama 'Lev stærkt' fra 2014. (Foto: Christian Geisnaes / TV 2)

De to unge mænd Nikolaj og Martin lever for fede biler, gaderæs og flotte piger i det danske action-drama 'Lev stærkt' fra 2014. (Foto: Christian Geisnaes / TV 2)

20. april 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Masser af fart og menneskelige dramaer i den danske film 'Lev stærkt' med bl.a. Cyron Melville, Jakob Oftebro og Danica Curcic.

Gaderæs, alkohol og søde piger er noget, en gruppe rastløs og adrenalinhungrende fyre kan lide. Men hvad stiller man op, når ens livsstil får fatale konsekvenser? Det er omdrejningspunktet for det hæsblæsende og meget velspillede danske action-drama 'Lev stærkt' fra 2014, som får dansk tv-premiere søndag 24. april på TV 2.

'Lev stærkt' er en slags fortsættelse af filmen 'Råzone', men denne gang er det drengene, der er i fokus. 'Lev stærkt' er instrueret af den succesfulde danske filminstruktør Christian E. Christiansen, og i hovedrollerne ses nogle af Danmarks bedste unge skuespillere Cyron Melville, Jakob Oftebro og Danica Curcic.

I Ekstra Bladet fik filmen fire stjerner, og anmelderen Henrik Queitsch skrev: "Båret igennem af fornemt skuespil af de tre hovedrolle-indehavere, der leverer karakterer, man tror på… man behøver nu hverken være ung eller have benzin i blodet for at få noget med hjem her.'

Lever og ånder for fede øser og bilræs
De to unge mænd Nikolaj og Martin (Cyron Melville, Jakob Oftebro) har fælgrens i hovedet og benzin i blodet. De lever og ånder for fede øser og bilræs, men i forbindelse med en bytur ender de med at køre om kap gennem byen.

Det får katastrofale følger. Martin mister kontrollen over sin bil og kører en pige ihjel. Da Nikolaj og to andre venner sidder i en stjålet bil, stikker de af, og politiet får kun fat i Martin. 

Martin ender med at tage hele straffen for manddrab, mens Nikolaj og de to andre, der ellers også har en stor del af skylden, slipper fri. I tiden bagefter bærer Nikolaj rundt på en enorm skyldfølelse overfor Martin, og den bliver kun forværret, da han forelsker sig i Martins kæreste Signe (Danica Curcic) - og hun i ham. De har et hemmeligt forhold, men det tærer Nikolaj op indefra. Han ved, at han lever på en løgn - og at sandheden vil indhente ham, så snart Martin kommer på fri fod.  

Se trailer her.

Oscar-nomineret
'Lev stærkt' er instrueret af Christian E. Christiansen. Han stammer fra Kalundborg og startede med småjobs på forskellige filmprojekter, inden han blev uddannet på producerlinjen på Den Danske Filmskole.

Efter uddannelsen var han blandt andet producer på filmen 'Nynne', men fattede interesse for at instruere og lavede den socialrealistiske spillefilm 'Råzone' og kortfilmen 'Om Natten' om tre kræftramte kvinder.

Kortfilmen blev Oscar-nomineret i kategorien 'Bedste kortfilm' ved Oscar-uddelingen i 2008, men vandt desværre ikke den eftertragtede filmpris. Christian E. Christiansen udvidede efterfølgende den Oscar-nominerede kortfilm til spillefilmen 'Dig og mig', der blev sat op i biograferne i Danmark.

Nummer ét på den amerikanske biografliste
Efter 'Dig og mig' fortsatte Christian E. Christiansen i instruktørstolen og stod bag den meget succesfulde julekalender 'Mikkel & guldkortet' på TV 2, som han instruerede samtlige afsnit af, samt børnefilmen 'Zoomerne'.

Måske på grund af Oscar-nomineringen havde Hollywood fået øje på den dygtige filmmand, i hvert fald var hans næste film den amerikanske teenagegyser 'Roommate'. Den blev overraskende nok en kæmpe sællert. Med filmen blev Christian E. Christiansen den første danske filminstruktør, der gik direkte ind som nr. 1 på den amerikanske biografliste.

Siden den succes har Christian E. Christiansen lavet den danske thriller 'ID:A', den amerikanske gyser 'Where the Devil Hides', instrueret flere afsnit af den populære tv-serie 'Dicte' samt ikke mindst lavet søndagens film 'Lev stærkt'.

Cyron Melville
I 'Lev stærkt' medvirker nogle af Danmarks mest talentfulde unge skuespillere. I rollen som Nikolaj ses den største unge stjerne i Danmark: Cyron Melville. Som barn havde han hovedrollen i den Bodil- og Robert-vindende film 'Menneskedyret' samt en stor rolle i julekalenderen 'Hallo, det er jul'.

Efter at have holdt pause nogle år vendte han som teenager igen tilbage til skuespillet og optrådte i ungdomsfilm som '2 ryk og en aflevering', 'Fucking 14', 'Råzone' og 'Supervoksen'. Siden har vi blandt andet set ham i 'Jul i Valhal', 'Forbrydelsen', 'Sommer', 'Vanvittigt forelsket' og 'You & Me Forever'.

Blandt de seneste ting, han har medvirket i, er den store i historiske tv-serie med Jeremy Irons 'The Borgais', Lars von Triers 'Nymphomaniac' og TV 2s serie 'Badehotellet'. Desuden er der mange, der har bemærket ham i rollen som Brian Laudrup i fodboldfilmen 'Sommeren 92'.     

Dygtige unge skuespillere
Udover stjernen Cyron Melville ses det unge stortalent Jakob Oftebro ('Kontiki','1864', 'Lilyhammer'), den Robert- og Bodil-vindende danske skuespillerinde Danica Curcic ('All Inclusive', 'Fasandræberne', 'Stille hjerte') og 'Vild med dans'-vinderen og tv-værten Joakim Ingversen i 'Lev stærkt'.

Billede {0} af {1}