TV 2 og DR1 dominerer ugens tv-sening og ugens tv-hitlister i kraft af især håndbold, drama og nye tv-talenter. Også TV 2 SPORT gør sig flot gældende.
Der er tre overskrifter for ugens tv-forbrug og for tv-hitlisterne herunder. En af dem er naturligvis VM-håndbolden, som i januar 2015 – på samme tidspunkt af turneringen - har endnu større interesse hos danskerne end VM-slutrunden i januar 2013. Frem til og med mandag 26. januar havde hver dansker i snit brugt knap fem timer på at følge VM-håndbold på TV 2, DR1, TV 2 SPORT og DR3. Det er 24 procent mere end på samme tidspunkt under VM i 2013.
TV 2 SPORT har stor succes med VM-kampe og med VM-studieprogrammer, og kanalen var i uge 4 Danmarks ottendestørste kanal. En helt usædvanlig flot placering for en rendyrket – og ny – sportskanal. TV 2 SPORT var samtidig væsentligt mere set end alle andre rene sportskanaler tilsammen!
Læs mere: VM-feberen er højere end i 2013
VM-håndbolden var også medvirkende til, at TV 2s digitale tv-tjeneste TV 2 PLAY for tredje uge i træk satte rekord i antallet af igangsatte streams.
Dansk fiktion i top
Danske dramaserier er næsten altid et hit hos danskerne, og for tiden gælder det DR1’s ’Arvingerne’ og TV 2s ’Badehotellet’. Højest vurderet blandt danskerne er ’Badehotellet’, som til begge årets to afsnit har fået den superflotte vurdering 4,4 på en skala fra 1 til 5.
Samtidig er en del anmeldere overvejende kritiske over for TV 2s solbeskinnede serie, og den markante forskel i anmeldernes og seernes vurdering fik BT til at spørge danskerne, om de er enige eller uenige med anmelderne.
10.500 svarede, og 28 procent var enige med anmelderne, mens 72 procent svarede, at de – sammen med 1,3 mio. andre – synes, at ’Badehotellet er god underholdning. Og afstemningen i BT blev fulgt af disse fire kommentarer:
Arne Glintborg Pedersen: ”Anmeldelser er næsten kun gode, når det er noget finkulturelt fis, som ingen almindelige mennesker ser og forstår.”
Stine Cajsa Østergaard: ”Jeg er da ligeglad med, hvad de mavesure anmeldere mener. Jeg synes, ligesom mange andre, at 'Badehotellet' er en rigtig hyggelig og god serie. Så tag nu og luk - der er jo åbenbart over en million seere, der ikke er enige med jer.”
Susanne Noesgaard Larsen: ”Jeg elsker den serie, den er dansk og dejlig. Den runder mandag af på den hyggelige måde, så jeg skal se alle afsnit.”
Bente Ina Christensen: ”Jeg forstår simpelthen ikke, at den serie skal have kritik. Den er så dejlig ligefrem og nostalgisk, så man kun kan sidde og hygge sig med et smil på læben. Det er nogle dejlige skuespillere og en sød historie.”
Debat efter TV 2-dokumentar
TV 2 formåede endnu en gang med dansk dokumentar at sætte gang i en stærk debat blandt seere og politikere. Debatten kom efter programmet ’De udviste vender tilbage’, der er det første program fra TV 2s nye dokumentargruppe, og som viste, at udviste kriminelle i stort omfang vender tilbage til Danmark trods udvisningsdomme.
”I aftes viste TV 2 dokumentaren 'De udviste vender tilbage' om en række kriminelle udlændinge, der er dømt til at holde sig væk fra Danmark, men alligevel trodser deres indrejseforbud. Fordi de vil, og fordi de kan. Risikoen for at blive taget og sat fast igen afskrækker ikke de udviste. Det er helt til grin”, skrev BT i en leder dagen efter programmet.
Og i en tv-anmeldelse af programmet skrev BT bl.a.:
”Virker loven? spurgte programmet. Men det var et retorisk spørgsmål, som ingen ansvarlige politikere fik lov at svare på. I stedet understregede TV 2 selv med statistikker i lange baner, at den højprofilerede udvisningslov ikke er det papir værd, den er skrevet på. Men de nuancerede også problemet ved at sætte ansigt på statistikkerne og tale med et par af de udviste gerningsmænd, der selv følte sig som ofre.”
Trekvart million seere så med på ’De udviste vender tilbage’ og vurderede programmet højt til 4,1 på skalaen fra 1 til 5.
----------
I tabellerne herunder sammenlægges seertallene for programmer, der samsendes på flere kanaler, f.eks. samtidig udsendelse af nyheder o.l. på TV 2 og TV 2 NEWS.
Top 20 - 20-60 år - uge 4 (ekskl. nyheder og vejr-tv) Nr. Kanal Program Seertal Share i % 1. DR1 X Factor 912.000 66 2. DR1 VM-håndbold: Danmark-Polen 911.000 69 3. DR1 Arvingerne II 806.000 53 4. TV 2 VM-håndbold: Danmark-Tyskland 798.000 63 5. TV 2 VM-håndbold: Danmark-Rusland 744.000 64 6. TV 2 Badehotellet 731.000 52 7. TV 2 Anders & Torben - tvillingerne i Thaila.. 627.000 46 8. DR1 Rigtige mænd 614.000 46 9. DR1 VM-håndbold: Studiet (gns. eft. 18.30) 593.000 50 10. TV 2 VM-håndbold: Studiet: Danmark og Ty.. 530.000 38 11. TV 2 Danmark har talent 519.000 39 12. DR1 Bonderøven 512.000 44 13. TV 2 VM-håndbold: Studiet: Vigtig sejr ... 505.000 39 14. TV 2 Danmark har talent - afgørelsen 475.000 36 15. TV 2 De udviste vender tilbage 439.000 36 16. TV 2 Sportsquizzen 434.000 33 17. DR1 21 Søndag 427.000 31 18. DR1 Familien Danmark i forandring 394.000 29 19. TV 2 VM-håndbold: Studiet: Overbevisende.. 392.000 30 20. DR1 Bag om 'Den frosne planet' 359.000 29