Tv-premiere på ’En du elsker’

Mikael Persbrandt som Thomas Jacob og Sofus Rønnov som Noa i det danske drama 'En du elsker' fra 2014. (Foto: Rolf Konow / TV 2)

Mikael Persbrandt som Thomas Jacob og Sofus Rønnov som Noa i det danske drama 'En du elsker' fra 2014. (Foto: Rolf Konow / TV 2)

04. oktober 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Det danske drama med Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm og Birgitte Hjort Sørensen vises på TV 2 søndag 8. oktober.

Mange mennesker har lig i lasten. Ting, de har gjort eller ikke gjort, som de fortryder, og som har haft store konsekvenser for dem selv eller for de mennesker, de elsker. Sådan er det også med rockstjernen Thomas Jacob, spillet af Mikael Persbrandt, der vender hjem til Danmark for at indspille et album - og bliver indhentet af fortiden.

Det er udgangspunktet for den prisvindende instruktør Pernille Fischer Christensens (’En soap’, ’Dansen’, ’En familie’) flotte og velspillede drama ’En du elsker’ fra 2014, der får dansk tv-premiere søndag 8. oktober på TV 2. 

Udover den store svenske stjerne Mikael Persbrandt (’Beck’, ’Hamilton’, ’Hævnen’) i hovedrollen medvirker dygtige danske skuespillere som Trine Dyrholm, Birgitte Hjort Sørensen og debutanten Sofus Rønnov. Pernille Fischer Christensen har skrevet filmens manuskript sammen med Kim Fupz Aakeson, og Tina Dickow og Maria Fisker har været fælles om at lave soundtracket.

I Ekstra Bladet fik filmen seks stjerner, og anmelderen Jacob Ørsted skrev: ’ "... intet mindre end en imponerende musikalsk, følelsesmæssig bedrift af det store, kyndige kollektiv, der her agerer foran og bag kameraet."’

En verdensfjern morfar
Den succesfulde rockstjerne Thomas Jacob (Mikael Persbrandt) bor i Los Angeles og har ikke været hjemme i mange år. Men nu vender han hjem til Danmark for at indspille et nyt album med sin faste musikproducer Molly Moe (Trine Dyrholm), som han engang havde et forhold til.

I forbindelse med hjemkomsten tropper hans voksne datter Julie op. Hun siger, at hun gerne vil gerne låne nogle penge af ham til et boligkøb, men i virkeligheden skal pengene bruges på stoffer. Med sig har hun sin 11-årige søn Noa, Thomas Jacobs barnebarn. 

Thomas Jacob har altid haft et problemfyldt forhold til sin familie i Danmark, og Molly og Noas tilstedeværelse forstyrrer hans fokus på pladeindspilningen. Da Noa vil have en autograf på en CD, kan hans verdensfjerne morfar knap nok finde ud af det. For Thomas Jacob har et mørkt sind, og han har i mange år kæmpet med et stofmisbrug, som han nu har lagt bag sig.

Julie, der har haft en problemfyldt opvækst med en manglende far, er også endt i stofproblemer og skal nu på afvænning. Derfor bliver Thomas Jacob nødt til at tage sig Noa, mens Molly er på afvænning. 

Fælles interesse for musikken
Umiddelbart har Thomas Jacob det svært med at være morfar for Jacob, men det viser sig, at de har en fælles interesse for musikken. Derfor begynder Thomas Jacob og Noa langsomt at finde hinanden. Thomas Jacob kan i Noa se lidt af sig selv som barn og lærer ham, hvordan man spiller musik som en professionel. Da en katastrofe indtræffer, bliver Thomas nødt til at træffe et valg, der vil forandre hans liv for altid.  

Se traileren her:

Billede {0} af {1}