Tv-premiere på BBC-serien ’Inside Men’

29. juli 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

11.-14. august viser TV 2 for første gang den intense krimi-miniserie ’Inside Men’ fra 2012.

Warren Brown (tv.) som Marcus, Steven Mackintosh som John og Ashley Walters som Chris i den engelske krimi-miniserie 'Inside Men'. (Foto: Phil Fisk / BBC / TV 2)

Der er spænding i vente, når TV 2 i dagene mandag 11. august til torsdag 14. august viser BBC krimi-miniserien ’Inside Men’ - alle dage kl. 22.40. 

’Inside Men’ med Steven Mackintosh, Warren Brown og Ashley Walters som hovedrolleindehavere følger John Coniston (spillet af Steven Mackintosh), der er chef for en værdicentral i Bristol.

Han befinder sig pludselig midt i sit livs værste mareridt - et væbnet røveri, hvor hans familie er taget som gidsler, og den maskerede røverbande tvinger ham til at åbne pengeskabet. Selvom John Coniston er blevet trænet i at håndtere den slags situationer, er han slet ikke forberedt på den barske, brutale og blodige virkelighed, han nu står i. 

John Coniston, der er chef for en værdicentral, befinder sig pludseligt midt i sit livs værste mareridt - et væbnet røveri! (Foto: Nick Wall / BBC / TV 2)

Et uventet twist
Forud for røveriet har Coniston opdaget, at to af hans medarbejdere, sikkerhedsvagten Chris og truckføreren Marcus, har stjålet 50.000 pund fra værdicentralen. De to korrupte medarbejdere forventer det værste, men til deres store overraskelse melder Coniston dem ikke til politiet.

I stedet foreslår Coniston, at de to slutter sig til ham og går efter den helt store gevinst. Med nye medsammensvorne ombord starter forberedelserne til et kup, der vil ændre deres liv for altid. 

Da ’Inside Men’ havde premiere på BBC, gav The Telegraph fire ud af fem stjerner. Mens Slant Magazine gav miniserien tre ud af fire stjerner, fik den rosende ord med på vejen i både The Huffington Post og The Guardian.  

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}