Tv-premiere på actionthriller med Denzel Washington

Denzel Washington som Robert 'Bobby' Trench og Mark Wahlberg som Michael 'Stig' Stigman i den amerikanske actionthriller '2 Guns' fra 2013. (Foto: TV 2)

Denzel Washington som Robert 'Bobby' Trench og Mark Wahlberg som Michael 'Stig' Stigman i den amerikanske actionthriller '2 Guns' fra 2013. (Foto: TV 2)

28. september 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Søndag 2. oktober viser TV 2 den amerikanske film ’2 Guns’, hvor to usædvanlige røvere vil lokke gangsterboss frem fra sit skjul, og hvor ikke alt går som planlagt.

I USA findes der flere forskellige politienheder, og da mange af dem bruger undercover-betjente, kan det nogle gange blive noget rod, hvis de ikke koordinerer aktiviteterne. Det er den virkelighed, der er afsæt for den spændende og velspillede actionthriller '2 Guns' fra 2013, som har dansk tv-premiere søndag 2. oktober på TV 2.

Her er to undercover-agenter på jagt efter den samme gangsterchef - men de kender ikke til hinandens eksistens. I hovedrollerne ses den dobbelte Oscarvinder Denzel Washington og den Oscarnominerede skuespiller Mark Wahlberg, og filmen er lavet af den islandske instruktør Baltasar Kormákur. I Jyllands-Posten fik filmen fire stjerner, og anmelderen Nanna Frank Rasmussen omtalte bl.a. filmen med ordene ”fingernemt skruet sammen”.

Mark Wahlberg som Michael 'Stig' Stigman i den amerikanske actionthriller '2 Guns' fra 2013. (Foto: TV 2)

Vil stjæle gangsterbossens penge
Den tilsyneladende erfarne kriminelle Michael 'Stig' Stigman (Mark Wahlberg) får Robert 'Bobby' Trench (Denzel Washington) med på en idé om at røve tre millioner dollars i narkopenge fra en bank i Texas. Robert er undercoveragent for DEA, og han håber, at røveriet kan lokke gangsterbossen Papi Greco (Edward James Olmos) frem fra sit skjul, for han vil helt sikkert ikke bryde sig om, at nogen stjæler hans penge.

Røveriet går godt, men Michael og Robert får sig noget af et chok, da de opdager, at der var 40 millioner dollars mere i bankboksen, end de havde regnet med. Det er klart, at med så stort et beløb i kontanter er de nu jaget vildt. Situationen spidser til, da Michael og Robert kommer op at toppes om pengene - og hvad de skal stille op med dem. 

Under deres konfrontation indrømmer Robert, at han arbejder for DEA, og Michael, at han arbejder for Flådens Efterretningstjeneste. Det vil sige, at de begge har løjet om deres identitet, og de begge er undercover-agenter - men fra hvert sit bureau. Nu bliver de nødt til at arbejde sammen, for både mafiaen og myndighederne er på jagt efter dem og de mange penge. Vil det lykkes dem at overleve og sætte Papi Greco ud af spillet? 

Dobbelt Oscar-vinder i en hovedrolle
I rollen som Robert 'Bobby' Trench ses den Oscar-belønnede karakterskuespiller Denzel Washington. Han fik sit gennembrud som den sydafrikanske politiker Steve Biko i 'Et råb om frihed' i 1987 og har siden haft en lang række toproller i nogle af de allerstørste amerikanske film, bl.a. 'Philadelphia', 'Malcom X', 'Pelikannotatet', 'Fjenden i dybet', 'Hurricane', 'Man on Fire', 'Inside Man', 'Déjà Vu', 'Kapring af metro 123' og 'American Gangster'.

Denzel Washington har været nomineret til en Oscar seks gange, blandt andet for sin præstation i 'Flight', og har vundet verdens mest prestigefyldte filmpris to gange, nemlig for sit fantastiske arbejde i 'Ærens mark' og 'Training Day'. Han er lige nu aktuel i de danske biografer i westernfilmen 'The Magnificent Seven'.

Som Michael 'Stig' Stigman ses Mark Wahlberg. Allerede som teenager fik han stjernestatus som rapperen Marky Mark, og efter en kort periode som medlem af New Kids on the Block lavede han sin egen rapgruppe Marky Mark and the Funky Bunch. Efter bandet havde haft et par hits, skiftede han over til filmens verden. 

Her havde han roller i film som 'Bill Rago' og 'Streets of New York', inden hans gennembrud kom i filmen 'Boogie Nights', hvor han spillede pornostjernen Dirk Diggler. Siden har han medvirket i film som 'Planet of the Apes', 'Three Kings', 'The Perfect Storm', 'The Italian Job', 'We Own the Night', 'Max Payne', 'The Fighter', 'Ted', 'Broken City' og 'Transformers: Age of Extinction'. Desuden var han med i Martin Scorseses Oscar-sluger 'The Departed', og hvor han blev nomineret til en Oscar for sin præstation.

Billede {0} af {1}