TV 2 udvider dækningen af VM i bueskydning

Danske Maja Jager er forsvarende verdensmester i recurve, og hun er naturligvis udtaget til VM i bueskydning i København. (Foto: Das Büro Team Danmark / TV 2)

Danske Maja Jager er forsvarende verdensmester i recurve, og hun er naturligvis udtaget til VM i bueskydning i København. (Foto: Das Büro Team Danmark / TV 2)

27. juli 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 SPORT transmitterer frem til torsdag fra de afgørende eliminationskampe. Finalerne fra Christiansborg Slotsplads 1. og 2. august sendes live på TV 2s hovedkanal.

Dansk bueskydning har gennemgået en stor udvikling i de senere år og blomstrer nu for alvor. Dén udvikling – og Danmarks medaljechancer ved det verdensmesterskab, som netop er gået i gang i København – får de danske tv-seere endnu større mulighed for at følge i de kommende dage.

VM i bueskydning har nemlig udvidet samarbejdet med TV 2. Oprindeligt skulle TV 2s hovedkanal transmittere weekendens finaler, som foregår med Christiansborg Slotsplads som den ikoniske ramme. Men nu udvides dækningen, så TV 2 SPORT sender direkte fra de afgørende eliminationskampe i Sundby Idrætspark.

Tv-seerne kan hermed se frem til mere end 15 timer bueskydning fra de indledende skydninger, hvor verdens bedste bueskytter har mulighed for at kvalificere sig til OL i Rio i 2016.

- Det er helt suverænt, at TV 2 SPORT kommer til at vise de indledende skydninger fra Sundby Idrætspark. Med både OL-billetter og en plads i VM-finalen på højkant bliver det nogle intense og dramatiske dage, siger Mads Bang Aaen, eventchef for VM i bueskydning.

Som noget helt nyt i VM-sammenhæng bliver der bygget en Centre Court til de indledende skydninger. Her placeres særligt spændende dueller, og publikum kan følge eliminationen helt tæt på.

- Det er præcis, som vi kender det fra tennis, hvor de største stjerner spiller deres kampe på Centre Court. Til de indledende skydninger ved VM i København kommer publikum både til at opleve OL- og VM-vindere, heriblandt vores egne skytter, på Centre Court. Det er fantastisk, at TV 2 SPORT transmitterer så mange timer herfra, siger Mads Bang Aaen.

Se sendeplanen for VM i bueskydning på TV 2 SPORT og TV 2.

Danske bueskytter topper verdensranglisten
Når VM rykker skiverne til Christiansborg Slotsplads, rykker tv-transmissionen over på TV 2s hovedkanal, som viser mere end tre timer live fra finalerne lørdag 1. august og tre timer live søndag 2. august.

Og skal man tro den seneste verdensrangliste fra det internationale bueskydningsforbund World Archery, er der god grund til at være optimistisk med hensyn til de danske medaljechancer. Danmark ligger nemlig nummer 1 i både herre compound-hold og mix compound-hold.

- Den nye verdensrangliste viser, at vores høje forventninger til compound-holdene er begrundet. Ranglisten bestyrker os i det, vi har sagt hele tiden: De her hold kan tage en VM-medalje i København, siger landstræner Niels Dall, som kalder VM-truppen for den stærkeste danske trup nogensinde.

- Det at ligge i toppen af verdensranglisten fortæller noget om holdenes stabilitet. Det er ikke nok at skyde godt til én konkurrence. Man skal skyde godt til mange konkurrencer, siger han.

Det danske VM-hold:

Dame recurve
Maja Jager, Broby
Carina Rosenvinge, Aarhus
Natasja Bech, Esbjerg

Herre recurve
Casper Lauridsen, Hillerød
Jonathan Ipsen, Køge
Johan Weiss, Randers

Dame compound
Erika Anear, TIK
Sarah Sönnichsen, TIK
Tanja Jensen, TIK

Herre compound
Stephan Hansen, Nykøbing
Patrick Laursen, Midtfyns
Martin Damsbo, TIK


Fakta om VM i bueskydning 2015
- Afvikles i København fra 26. juli til 2. august.
- Finalerne skydes 1.-2. august på Christiansborg Slotsplads.
- VM afvikles hvert andet år. Der deltager over 600 skytter fra mere end 90 lande.
- VM i København fungerer som første kvalifikationsmulighed til OL i Rio i 2016.
- Der skydes med to buetyper, compound (50m) og recurve (70 m).
- Der skal uddeles følgende medaljer i begge buetyper: Individuel skydning for herrer og damer, Hold (tre skytter) herrer og damer og Mix hold (to skytter).
- VM i bueskydning 2015 afvikles af Bueskydning Danmark, Sport Event Denmark, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen.

Billede {0} af {1}