TV 2 støtter anke af domme

29. maj 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

”Operation X”-medarbejdere vil anke dagbøde-straffe i sag om forholdene på danske minkfarme.

Retten i Holstebro mener ikke, at det var i offentlighedens interesse, at ”Operation X” fulgte med ind på pelsdyrfarmen for at dokumentere, hvordan Anima foretog sine optagelser af forholdene. TV 2 er uenig og støtter anken af dommen. (Foto: TV 2)

Værten og redaktionschefen på TV 2-dokumentarprogrammet ”Operation X”, Morten Spiegelhauer og Kasper Vilsmark, blev tirsdag idømt hver ti dagbøder à 500 kroner for ulovlig indtrængen (og medvirken til ulovlig indtrængen) på en minkfarm i Jylland, hvor en aktivist fra foreningen Anima filmede de forhold, minkene levede under.

Retten i Holstebro mener ikke, at det var i offentlighedens interesse, at ”Operation X” fulgte med ind på pelsdyrfarmen for at dokumentere, hvordan Anima foretog sine optagelser af forholdene. Også en redaktionschef på Ekstra Bladet blev idømt dagbøder af samme størrelse og antal, mens Anima-aktivisten Thorbjørn Schiønning blev idømt 20 dagbøder à 500 kroner.

På TV 2 er redaktør for ”Operation X”, Lasse Bjerre, uenig i afgørelsen, og han støtter Morten Spiegelhauers og Kasper Vilsmarks ønske om at anke dommene. På grund af dommenes beskedne størrelse kræver det formentlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at få lov til at anke.

- Vi er helt uenige i afgørelsen og synes, at dommen er meget overraskende. Vi mener fortsat, at der er tale om en samfundsrelevant sag, og at det var berettiget at dække sagen, som vi gjorde. Det har hele det efterfølgende forløb også bekræftet, siger Lasse Bjerre og nævner bl.a. følgende:

- Der er strammet op i love og regler, der er givet bøder og påtaler flere steder – alt sammen en bekræftelse på, at det var helt berettiget at sætte et kritisk fokus på minkproduktionen herhjemme.

Klager afvist i fogedretten og Pressenævnet
”Operation X”-programmet ”Pels på vrangen” blev allerede inden udsendelsen i 2009 mødt af stor modstand fra pelsdyravlerne. Inden programmet forsøgte Dansk Pelsdyravlerforening at nedlægge fogedforbud mod programmet, men det blev afvist af fogedretten i Odense.

Efter programmet klagede pelsdyravlerne til Pressenævnet, men også her blev klagen afvist.

Også Ekstra Bladets redaktionschef, Miki Mistrati, vil forsøge at anke dommen, som kommenteres således af hans forsvarer, Ulrik Ibfelt:

- Dommen er en katastrofe for den undersøgende journalistik og bliver straks anket til Vestre Landsret. Dommen er tordnende forkert, og jeg står uforstående over for rettens begrundelse. Der er også faktuelle fejl i dommen. Miki Mistrati har blot passet sit job og sat en research i gang for at skaffe beviser for, at forholdene på minkfarmene var sådan, som Anima hævdede, siger Ulrik Ibfelt.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}