TV 2 og NEWS går tæt på det britiske valg

Nyhedsvært Divya Das bliver fremskudt vært i London, når TV 2 NEWS torsdag aften holder britisk valgaften. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Torsdagens parlamentsvalg i Storbritannien kan blive mere spændende end ventet – og samtidig fylder terror i den britiske debat.

Da premierminister Theresa May i april pludselig udskrev parlamentsvalg i Storbritannien torsdag 8. juni, lå hendes køreplan klar. Det konservative parti skulle vinde den storsejr, som meningsmålingerne tydede på, så Theresa May kunne gå styrket og med komfortabelt flertal i Underhuset til forhandlingerne i EU om den britiske udtræden af unionen.

Men det tilsyneladende uspændende valg har taget et par usædvanlige drejninger. Meningsmålingerne lover ikke længere en jordskredssejr til May, efter at Labour og partiets leder Jeremy Corbyn har fået betydelig fremgang gennem valgkampen. Samtidig har terror fortrængt Brexit som det store debatemne, efter at London og Manchester tilsammen tre gange på få måneder er blevet ramt af terror.

- Den britiske udtræden af EU skal efter planen gennemføres over de kommende cirka to år, og det får betydning for hele Europa, om det bliver May eller Corbyn, som vinder det britiske valg. TV 2 og TV 2 NEWS er med og dækker hele vejen, til der er fundet en vinder i Storbritannien, siger fungerende chefredaktør for TV 2 NEWS, Ulla Pors Nielsen.


Valgaften på NEWS

Onsdag 7. juni og torsdag 8. juni (i udvidet udgave) sender 22 Nyhederne og Poul Erik Skammelsen fra London, og på TV 2 NEWS står 8. juni om aftenen og natten helt og aldeles i de britiske farver.

Når torsdagens 19 Nyheder er slut på TV 2 og TV 2 NEWS, starter TV 2 NEWS’ britiske valgaften. Divya Das er fremskudt vært for TV 2 NEWS i London sammen med bl.a. TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen, prorektor og ekspert i international politik Lykke Friis samt Astrid Haug, der bl.a. er ekspert i politik på sociale medier.

I NEWS-studiet i København er Gertrud Højlund og Allan Silberbrandt værter, og de indhenter reaktioner fra bl.a. danske politikere og erhvervsfolk på det britiske valg.

Fredag 9. juni går TV 2 og TV 2 NEWS i luften allerede klokken 5.00, hvor det forventes, at det endelige resultat foreligger.