TV 2 NEWS går tæt på Trump-effekten

International korrespondent Ulla Terkelsen bliver en af de faste medvirkende i 'Verden ifølge Trump'. (Foto: Mew / TV 2)

Et nyt udenrigstiltag på TV 2 NEWS, ’Verden ifølge Trump’, følger de nye, stærke politiske strømninger i verden og understreger NEWS’ ønske om at supplere nyhedsdækningen med analyse og baggrund.

Kun en uge efter at TV 2 NEWS igangsatte sit nye eftermiddagsprogram ’NEWS & Co.’, er kanalen klar med et nyt tiltag, ’Verden ifølge Trump’. Det nye udenrigsmagasin sætter fokus på Trump-effekten og på den antiglobalisering, som lige nu skaber opbrud i både USA og Europa.

Magasinet får premiere mandag 30. januar. Programmet sendes hver mandag i to dele – klokken 18.20 og klokken 19.23 – og genudsendes klokken 20.50 og til midnat. 

- De nye, stærke politiske strømninger i USA og Europa vil være genstand for tæt nyhedsdækning på NEWS i 2017, men TV 2 NEWS er andet og mere end den gule breaking news-bjælke. I en situation med opbrud på begge sider af Atlanten er der brug for analyse, baggrund, perspektiv og forståelse, og det er hovedårsagen til, at vi igangsætter magasinet ’Verden ifølge Trump’, siger fungerende chefredaktør for TV 2 NEWS, Ulla Pors Nielsen.

Trump-effekten ses både i USA og Europa, og ’Verden ifølge Trump’ undersøger, om vi vil møde de samme politiske tendenser som i USA, når befolkningerne går til valg i Tyskland, Holland og Frankrig i 2017. Hvad sker der med Brexit og EU, og hvordan bliver udviklingen i Italien?

- Vores nye magasin skal være seernes indgang til at forstå den politiske strømning, også i Europa, der følger i kølvandet på Trumps indflytning i Det Hvide Hus. Donald Trump er en uortodoks verdensleder, og han har i de første dage som præsident formået at ryste ”systemet”. Med bølgen fra trumpisterne og antiglobaliseringen kan den verdensorden, som har eksisteret siden Murens fald, falde sammen, siger Ulla Pors Nielsen.

Alle TV 2-korrespondenter involveres
Værten for ’Verden ifølge Trump’ bliver TV 2 NEWS’ Jesper Zølck Felbo, og herudover bliver USA-korrespondent Jesper Steinmetz og international korrespondent Ulla Terkelsen to af hovedkræfterne i programmet. 

Desuden skal TV 2s øvrige korrespondenter og udenrigseksperter Lotte Mejlhede, Simi Jan, Uffe Dreesen, Eva Ravnbøl, Jeppe Krogager, Steffen Jensen og Rasmus Tantholdt på skift levere interviews og reportager til programmet – fra EU, Tyrkiet, Tyskland, Italien, Spanien, Mellemøsten og verdens brændpunkter.

TV 2 NEWS’ nye udenrigsmagasin vil også levere artikler til tv2.dk og indhold til TV 2 PLAY samt lejlighedsvise indslag til 19 Nyhederne og 22 Nyhederne.