TV 2 holder politisk topmøde

28. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Dagen efter Folketingets åbning duellerer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, direkte på TV 2.


TV 2 transmitterer onsdag 6. oktober – dagen efter Folketingets åbning – den første direkte tv-duel mellem partilederne Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S), der er statsministerkandidaterne ved det næste folketingsvalg.

Det politiske topmøde mellem de to statsministerkandidater foregår på Christiansborg og får TV 2-nyhedsvært Johannes Langkilde som vært og ordstyrer. Debatten transmitteres direkte på TV 2 fra klokken 20.00.

- Med duellen mellem statsministerkandidaterne slår den ulmende valgkamp ud i lys lue. Hvordan vil de sikre økonomien? Hvad vil de gøre ved skolerne? Bliver Udkantsdanmark et særligt indsatsområde? Med markante politiske forskelle på de to blokke i dansk politik er et kommende valg mere spændende, end det har været længe - for os alle. Og ikke mindst for de to kandidater, der bejler til posten som landets statsminister. Derfor har det været afgørende for os at sikre TV 2s seere den første duel mellem de to kandidater siden sidste valg, siger TV 2s nyhedschef, Jacob Nybroe.

Input til debatemner og spørgsmål
I ugen op til det politiske topmøde vil det være muligt for seerne og vælgerne at give input til debatemner og til spørgsmål, som skal tages op under topmødet. Man kan læse mere om dette på nyhederne.tv.dk og på TV 2|NYHEDERNEs Facebook-site.

- Et valg og den tilhørende valgkamp er en slags danmarksmesterskab i politik. Det er det for politikerne – og det er det for medierne. Med topmødet lige efter Folketingets åbning får vi på TV 2|NYHEDERNE en rigtig god start på kampen om at dække det næste valg bedst muligt – såvel på TV 2 som på TV 2 NEWS og på nyhederne.tv2.dk, siger Jacob Nybroe.

TV 2s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, betegner topmødet som en af årets vigtigste begivenheder i dansk politik:

- Styrkeforholdet mellem Thorning og Løkke kan meget vel være det, der afgør næste folketingsvalg. Og nu får TV 2s seere et unikt indblik i dagsformen for de to statsministerkandidater, siger Henrik Qvortrup.

Det politiske topmøde live-tekstes for hørehæmmede.

Folketingets åbning på TV 2
Folketinget åbner for en ny politisk sæson tirsdag 5. oktober, hvor åbningen og statsministerens tale dækkes direkte af TV 2 fra klokken 11.30. Det nye folketingsår og åbningstalen følges op hele tirsdagen på TV 2 og TV 2 NEWS.

TV 2 NEWS transmitterer bl.a. en partilederdebat om åbningstalen, ligesom talen og det nye folketingsår vil blive analyseret og kommenteret. Onsdag 6. oktober inviteres danskerne så til TV 2s politiske topmøde, og hele torsdagen er afsat til åbningsdebat i Folketinget.

Også statsministerens åbningstale live-tekstes på TV 2.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}