TV 2 går under jorden med ny norsk serie

Pia Halvorsen som Vilma, Sven Nordin som Ravn og Pål Sverre Hagen som Leif i den norske spændingsserie 'Valkyrien' fra 2017.

Pia Halvorsen som Vilma, Sven Nordin som Ravn og Pål Sverre Hagen som Leif i den norske spændingsserie 'Valkyrien' fra 2017.

05. april 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Norsk drama er i fremgang og populært også uden for landets grænser. TV 2 præsenterer de kommende uger nye serier og sæsoner til danskerne, første gang langfredag 14. april.

Langfredag 14. april er der premiere på TV 2 på den anmelderroste, norske spændingsserie 'Valkyrien', der tager os med ned til den norske underverden, hvor etik og moral er gemt langt væk.

Lægen Ravn arbejder som kirurg på akutmodtagelsen, men da hans kone Vilma, der også er læge, bliver uhelbredeligt syg, tager Ravn en dristig beslutning. Ravn og Vilma bryder med det etablerede sundhedsvæsen og gør i al hemmelighed et sidste, desperat forsøg på at finde en kur, der kan redde Vilma.

Farvel til etik og moral
Ravn bliver nødt til at gå på kompromis med sin egen etik og moral, da han slår sig sammen med sin tidligere patient Leif og etablerer en hemmelig klinik under jorden ved den nedlagte metrostation Valkyrien Plass.

Leif er ansat i Oslos beredskabsservice og kender de gamle beskyttelsesrum og tunneller som sin egen baglomme. Der er bare ét problem med Leif: Han er dommedagsfantast og har sine helt egne planer for den underjordiske klinik.

TV 2 sender to afsnit af ’Valkyrien’ ad gangen - de efterfølgende afsnit sendes fredage fra 21. april (også to afsnit pr. aften). Se trailer for ’Valkyrien’ her. 

Flere serier på vej
Frem til juli vil der herefter hver weekend være nyt nordisk drama på TV 2, og 'Valkyrien' er bare én ud af tre dramaserier, som TV 2 sender hen over foråret og forsommeren. Efter 'Valkyrien' følger anden sæson af den norske serie 'Frikendt' - og senere anden sæson af det britiske drama 'Fortitude' (der foregår på Svalbard) med Sofie Gråbøl i en af hovedrollerne.

I 'Frikendt' er der nye afsløringer på vej i sagen om det 20 år gamle drab på teenageren Karine, og Aksel Nilsen fortsætter sin kamp for at bevise sin uskyld.

Læs om første sæson af ’Frikendt’ her: Spændingsfyldt fredag på TV 2

Ny sæson af 'Fortitude'
Til juni vender TV 2 tilbage til Svalbard og Sofie Gråbøl i den helt nye sæson af 'Fortitude', der udover Gråbøl også har Dennis Quaid, Richard Dormer, Michelle Fairley og Ken Stott på rollelisten.

Den gode sherif Dan Anderssen er forsvundet, og hans afløser, Eric, påtager sig opgaven at finde ud af, hvad der er sket. Byens politistation er derfor overladt til de to unge betjente Petra og Ingrid, som samtidig står alene om efterforskningen af en hovedløs mordsag. 

Har man ikke allerede set første sæson af de to spændende serier, kan de ses på TV 2 PLAY op til tv-premieren. Anden sæson af 'Frikendt' har premiere på TV 2 lørdag 20. maj, mens 'Fortitude' forventes at få sæsonpremiere lørdag 17. juni.

Billede {0} af {1}