TV 2 Fri kan ses hos YouSee og TDC TV

06. februar 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s nye kanal vil fra premieren i maj 2013 kunne opleves hos landets største tv-distributør.

Fritidsliv, hobby, mad og udeliv er blandt de emner, som er i fokus på TV 2 Fri.


Endnu flere danskere får mulighed for at følge Danmarks nye fritidskanal TV 2 Fri. Det står klart, efter at TV 2 har indgået en distributionsaftale med TDC-koncernen i form af Danmarks største tv-udbyder på hhv. kabel og IPTV, nemlig YouSee og TDC TV.

Aftalen betyder at TV 2 Fri bliver en del af YouSee og TDC TV’s programudbud i årene 2013, 2014 og 2015.

TV 2 Fri er Danmarks første fritidskanal, hvor der sættes fokus på have, hobby, mad, gør-det-selv, bolig, vejr og meget mere til seernes nære liv.

TV 2 Fri har en stærk dansk kanalprofil, og et af kanalens flagskibe vil være et dagligt to-timers magasinprogram, som sendes direkte fra et studie tæt på naturen. Kanalen går i luften søndag 5. maj 2013 og vil bl.a. indeholde en lang række programmer i HD-kvalitet.

TV 2s kommercielle direktør, Flemming Rasmussen. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

- TV 2 Fri er blevet meget positivt modtaget i tv-distributionsmarkedet, selv om konkurrencen om kanalpladserne er hård. Aftalen med YouSee og TDC TV breder TV 2 Fri ud til endnu flere husstande – både til private YouSee-kunder, antenneforeninger, som serviceres via YouSee, og TDC TV’s kunder. Med denne nye aftale er TV 2 Fri ved premieren tilgængelig i endnu flere husstande, end TV 2 NEWS var ved kanalens premiere i 2006, og det er et resultat, vi er meget tilfredse med, siger kommerciel direktør Flemming Rasmussen, TV 2.

YouSee: En kanal med masser af "TV 2 DNA"
Også hos YouSee er der tilfredshed med aftalen om distribution af TV 2 Fri.

- Vi ser frem til at få TV 2 Fri med i vores udbud. Det bliver en kanal med masser af ”TV 2 DNA”, og så tror vi på, at den rammer et relevant hul i markedet. De ældre seere lider ofte under reklamemarkedets ungdomsfokus, men de tilhører i høj grad vores målgruppe som tv-distributør. TV 2 har vist vejen med Charlie, og vi forventer, at de kan gentage succesen med Fri, siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.

TV 2 har tidligere indgået distributionsaftaler for TV 2 Fri med Stofa, Waoo!, Canal Digital og Viasat, og kanalen er i det hele taget blevet godt modtaget i antenneforeningsmarkedet. Der pågår fortsat forhandlinger med flere distributører i markedet.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}