TV 2 FRI henter ny redaktør hos DR K

Thore Vonsek bliver redaktør på livsstilskanalen TV 2 FRI. (Foto: Sune Gamst)

Thore Vonsek bliver redaktør på livsstilskanalen TV 2 FRI. (Foto: Sune Gamst)

27. april 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Thore Vonsek er udpeget til redaktør på livsstilskanalen TV 2 FRI, som er inde i en særdeles positiv seerudvikling.

TV 2s livsstilskanal, TV 2 FRI, har ansat Thore Vonsek som ny redaktør på kanalen, som gennem de seneste måneder har oplevet stor vækst i seertilslutning. Og ansættelsen af Thore Vonsek er langt fra nogen tilfældighed, fortæller TV 2 FRI-kanalchefen, Sune Roland.

- I den sidste tid har både TV 2 FRI og DR K vist flotte vækstrater, så det er med stor glæde, at vi kan supplere vores team omkring TV 2 FRI med en af de centrale kræfter bag DR K’s succes. Thore Vonsek skal bidrage med sine erfaringer til vores fortsatte udvikling af TV 2 FRI, siger Sune Roland.

Til TV 2 efter 14 år hos DR
Thore Vonsek kommer til TV 2 FRI med en solid tv-baggrund efter knap 14 år på DR. De seneste 2 ½ år har han været redaktør hos DR K, og inden da var Thore Vonsek med til at lave programmer tll den nystartede DR3. Han har desuden lavet masser af livsstils-tv hos DR i København og tidligere hos DR’s livsstilsafdeling i Aarhus.

- Jeg har været utroligt glad for at være med til at gøre DR K til et stærkt tv-brand og en kanal med bredde for masser af danskere. Begge dele glæder jeg mig til at arbejde videre med på TV 2 FRI, som er en kanal med kæmpe potentiale. Derfor håber jeg på at kunne medvirke til kanalens fortsatte vækst og ikke mindst bidrage med endnu flere opfindsomme og brugbare livsstilsprogrammer til danskerne, siger Thore Vonsek.

TV 2 FRI i markant fremgang
TV 2 FRI har vist markant styrke i 1. kvartal 2016, hvor fremgangen i seerandel blandt alle danskere er på næsten 50 procent i forhold til 1. kvartal sidste år. TV 2 FRI står i 2016's første kvartal for 1,4 procent af tv-seningen i målgruppen af danskere over 40 år.

Thore Vonsek bliver på TV 2 FRI redaktørkollega med Nicolai Hansson. Begge redaktører arbejder med reference til kanalchef Sune Roland og er en del af holdet hos TV 2 Networks, der er selskabet bag kanalerne TV 2 CHARLIE, TV 2 ZULU og TV 2 FRI.

Billede {0} af {1}