TV 2 er klar til VM i Brasilien

30. november 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

På lørdag indledes VM-håndboldslutrunden i Brasilien. De danske håndboldkvinder er klar, og det samme er TV 2|SPORTEN, der er med frem til finalen søndag 18. december.

Trine Troelsen er en af nøglespillerne på det danske landshold, der indleder VM på lørdag.


Håndbolden er en fast ingrediens i december. Det er lidt som familiejulekalender, adventskransen og vaniljekransene. Det hører til julemåneden. I år er slutrunden henlagt til Brasilien, og derfor har TV 2|SPORTEN sendt sit bedste håndboldhold til sambaens hjemland, hvor VM-slutrunden for Danmarks vedkommende indledes lørdag 3. december mod Uruguay.

Stine Bjerre Jørgensen og Trine Jensen.

Stine Bjerre Jørgensen er frontfigur i VM-studiet, hvor hun under hele slutrunden har kvalificeret selskab af den tidligere landsholdsspiller Trine Jensen, der analyser spillet og reaktionerne på banen. I kommentatorboksen sidder Danmarks bedste kommentatorpar, Thomas Kristensen og Bent Nyegaard, hvoraf sidstnævnte også vil komme i studiet og give sine benhårde, men ærlige meninger til kende.

- Julen og traditioner hænger uhjælpeligt sammen, og for mange danskere er kvindernes håndboldslutrunde lige så vigtigt som julekalender og andesteg. På TV 2|SPORTEN har vi sendt vores bedste folk til Brasilien, og vi håber, at de danske håndboldkvinder igen i år kan levere en overraskelse, som de gjorde sidste år i Danmark. Vi glæder os i hvert fald til at give danskerne en fantastisk dækning af dette håndbold-VM, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Målet er OL-kvalifikation
På håndboldbanen gælder det i første omgang fem gruppekampe mod Uruguay, Argentina, Kroatien, Elfenbenskysten og Sverige. Det skal som minimum give tre og gerne fire sejre, for selve slutrunden handler først og fremmest om at sikre sig kvalifikationskampe til OL. Dem får Danmark, hvis de slutter blandt de syv bedste, og det er stadig – trods masser af afbud fra nøglespillere – en realistisk målsætning.

Thomas Kristensen og Bent Nyegaard.


- Fakta er, at vi på trods af skader er favoritter til at vinde gruppen sammen med svenskerne og med kroaterne som dark horse. Lodtrækningen har virkelig været i dansk favør og givet Danmark rigtig gode muligheder for at nå målet om en plads i kvartfinalen, som udløser OL-kvalifikationskampe. Oven i købet en OL-kvalifikation, hvor Danmark vil være favoritter, siger TV 2s håndboldekspert, Bent Nyegaard, der udråber Norge og Rusland som VM-favoritter:

- Norge og Rusland er de helt store VM-favoritter. Faktisk kan jeg ikke rigtig se andre.

---------------------

Se trailer for VM i kvindehåndbold på TV 2 her.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}