TV 2 Dokumentar: ’Bortført af mor’

Fædrene Peter og Vladimir tager sagen i egen hånd og rejser sammen om på den anden side af jorden for at lede efter deres børn. TV 2 Dokumentar har fulgt børnenes fædre igennem et år i deres forsøg på at finde børnene. (Foto: TV 2 Dokumentar)

Fædrene Peter og Vladimir tager sagen i egen hånd og rejser sammen om på den anden side af jorden for at lede efter deres børn. TV 2 Dokumentar har fulgt børnenes fædre igennem et år i deres forsøg på at finde børnene. (Foto: TV 2 Dokumentar)

04. oktober 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

I et nyt dokumentarprogram torsdag 12. oktober følger TV 2 to fædres kamp for at finde deres børn.

Lige nu er en lang række danske børn bortført ud af landet af den ene af deres forældre. To af de børn er Aia på 7 år og Leonardo på 4 år. I en ny TV 2-dokumentar følger vi de to danske fædre - Peter Lawaetz og Vladimir Valiants – og deres kamp for at blive genforenet med deres børn.

Dokumentaren 'Bortført af mor' sendes på TV 2 torsdag 12. oktober klokken 20.00.

Ingen kontakt i halvandet år
Aia og Leonardo er bortført af deres egen danske mor, der har et barn med hver af de to mænd, Peter Lawaetz og Vladimir Valiants. De to børn har nu været forsvundet i halvandet år uden kontakt til fædrene. Men da der bliver sporet en hemmelig pengeoverførsel, opdager fædrene, at børnene befinder sig i en lille ferieby i Brasilien. Fædrene vælger derfor at tage sagen i egen hånd og rejser efter børnene. 

- Jeg har aldrig haft noget ønske om at skulle medvirke i et tv-program, men jeg føler, at i sådan en situation er man nødt til at stå frem og fortælle, hvad der egentlig foregår, og hvordan det foregår. For hvis det kan forhindre, at der er andre, der tilnærmelsesvis oplever de samme ting, så er det det hele værd, siger Peter Lawaetz.Nødsaget til selv at handleInden afrejsen har fædrene oplevet, hvordan de danske myndigheder ikke har evnet at hjælpe dem med at få deres børn hjem, selv om begge fædre har forældremyndigheden, og på trods af, at børnenes mor er eftersøgt af Interpol. Til sidst føler fædrene sig nødsaget til selv at handle og tager derfor selv ud for at finde deres egne børn.

Det bliver en rejse fyldt med op- og nedture, hvor de i samarbejde med det brasilianske politi flere gange er tæt på at blive genforenet med deres børn. Men hver gang bliver planerne forpurret, og til sidst går sagen i juridisk hårdknude i Brasilien. 

Når kærlighed bliver til en kamp
TV 2 Dokumentar har fulgt den tragiske sag i et år og har undersøgt, hvordan det kan lade sig gøre fra den ene dag til den anden at forsvinde med to børn. Det viser sig, at flere danske personer har hjulpet med flugten til Brasilien og med økonomisk hjælp til moren.

- Det er historien om, hvor galt det kan gå, når kærligheden svigter og bliver afløst af en kamp om børnene. Det er en historie, der ikke har nogen vindere, men kun tabere - og de største tabere er børnene. De to fædre har valgt at stille sig frem i en meget sårbar periode i deres liv for at sætte fokus på de mange problemstillinger, deres historie indeholder, og de svigt, de føler, de har oplevet af myndighederne, siger redaktionschef for TV 2 Dokumentar, Troels Jørgensen. 

Billede {0} af {1}