TV 2 Charlie hylder dansk revy

19. august 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Stort awardshow i Cirkusbygningen med masser af revystjerner.

Jarl Friis-Mikkelsen. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Nu kan alle danske revy-elskere godt glæde sig, for TV 2 Charlie fejrer den stolte danske revytradition med et storslået awardshow "Charlies Revygalla 2013", der finder sted i Cirkusbygningen i København søndag 1. september 2013.

"Charlies Revygalla 2013" er et stort gallashow med masser af revynumre, musik og komiske indslag på scenen. Vært til den underholdende festaften er Jarl Friis-Mikkelsen, der sammen med nogle af Danmarks største revystjerner som bl.a. Ulf Pilgaard, Ditte Hansen, Vicki Berlin og Henrik Lykkegaard sørger for at give publikum og seerne en storslået aften.

I løbet af showet bliver der uddelt fem revypriser: "Årets talent", "Årets bedste parodi", "Årets kvindelige kunstner", "Årets mandlige kunstner" og ikke mindst "Charlie Specialprisen", der bliver givet til den revy, der har det lille "ekstra", nemlig et stjernedrys af originalitet og kvalitet i selv de mindste detaljer.

- Revy er dansk kulturarv, når det er allerbedst! Det er bredt og folkeligt - og alle lattermilde sjæle kan være med. Det er helt oplagt for TV2 Charlie at gå ind i revygenren, da den har så meget til fælles med det, TV 2 Charlie gerne vil være for sine seere, siger Mads Volck, der er redaktør på TV 2 Charlie.

- Til "Charlies Revygalla" kommer seerne til at opleve det bedste, dansk revy kan tilbyde. Vi har plukket fra alle de bedste revyer for at skabe et hylende morsomt show, siger Mads Volck.

”Charlies Revygalla” finder sted søndag 1. september kl. 19.30 i Cirkusbygningen i København, og showet sendes på TV 2 Charlie lørdag 7. september.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}