TV 2 bryder tabu sammen med 12 modige kvinder

I en dokumentarserie med premiere torsdag 28. januar bryder TV 2 tabuet sammen med 12 modige danske kvinder, der har oplevet volden på egen krop. (Foto: TV 2)

I en dokumentarserie med premiere torsdag 28. januar bryder TV 2 tabuet sammen med 12 modige danske kvinder, der har oplevet volden på egen krop. (Foto: TV 2)

27. januar 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

30.000 kvinder udsættes hvert år for vold fra den, de elsker. Men hvorfor ender nogle ægteskaber og parforhold med chikane, vold, mishandling og voldtægt?

De fleste vil helst lægge låg på, og nogen benægter næsten, at det er sket. Men faktum er, at mere end 30.000 danske kvinder hvert år udsættes for vold fra den, de elsker allermest, nemlig kæresten/ægtemanden eller faderen til deres børn.

I en dokumentarserie med premiere torsdag 28. januar bryder TV 2 tabuet sammen med 12 modige danske kvinder, der har oplevet volden på egen krop. Kvinderne fortæller åbent, hvordan deres ægteskab eller parforhold er endt med chikane, vold, mishandling og voldtægt. 

I første program møder vi 31-årige Pia, der er kørt mere end 200 kilometer sammen med sin datter Sara for at komme i sikkerhed på Randers Krisecenter. Pia frygter at blive slået ihjel af sin ekskæreste. Vi møder også Maria, der fortæller, hvordan hun en dag blev holdt fanget i en bil i timevis.

I et af de følgende programmer møder seerne Rikke, der i halvandet år er blevet stalket af sin ekskæreste. Han kimer hende ned konstant.

Se trailer her.

Ond cirkel skal brydes
’Station 2’-vært Karin Cruz Forsstrøm fortæller i dokumentarserien om kvindernes oplevelser, og undervejs i programmerne får seerne et unikt indblik i dagligdagen på blandt andet Randers Krisecenter og Center for Seksuelle Overgreb. 

Derudover medvirker organisationerne Dialog mod Vold, Dansk Stalking Center og Lars Bjerggaard fra Retspsykiatrien i Risskov.   

- Der er alt for mange par, der lever i et voldeligt forhold, og det skal ændres. Det skal ændres, fordi det har omfattende konsekvenser for alle parter, især børnene. Og vi ved, at når man som barn vokser op i en familie, hvor far slår mor - eller omvendt - så er der større risiko for, at barnet som voksen også udøver vold. Det er en ond cirkel, der skal brydes, siger Karin Cruz Forsstrøm.

Fire programmer
’Station 2 Special’-serien er tilrettelagt af Tobias May Hertz, Ketil Alstrup Johansen, Teddy Bruslund og Karin Cruz Forsstrøm, og TV 2-redaktør er Michael Nørgaard. Dokumentarserien består af fire programmer, der alle kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY:

’Fra kærlighed til vold’ sendes torsdag 28. januar kl. 20.50. Dette afsnit kan ses gratis på TV 2 PLAY, og der er snigpremiere på PLAY fra torsdag morgen 28. januar.

’Fra kærlighed til voldtægt’ sendes torsdag 11. februar kl. 20.50.

’Fra kærlighed til stalking’ sendes torsdag 25. februar kl. 20.50.

’Fra kærlighed til ekstrem vold og drab’ sendes torsdag 10. marts kl. 20.50.

’Station 2’-vært Karin Cruz Forsstrøm fortæller i dokumentarserien om kvindernes oplevelser, og undervejs i programmerne får seerne et unikt indblik i dagligdagen på blandt andet Randers Krisecenter og Center for Seksuelle Overgreb. (Foto: TV 2)

Billede {0} af {1}