TV 2 bringer ikke hvad som helst

31. oktober 2007;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 har meget høje krav til dokumentationen i historier, og de krav levede dokumentaren ”Mislyd i Operaen” ikke op til, fastslår TV 2s konstituerede adm. direktør, Anders Kronborg.

I mandags valgte TV 2 ikke at sende det planlagte dokumentarprogram ”Mislyd i Operaen”, produceret af Bastard Film. Årsagen var, at der efter TV 2s opfattelse manglede afgørende dokumentation i historien.

Der er ingen tvivl om, at programmet afdækker de kritiske forhold, som kinesisk granit bliver produceret under i 2007, men hele programmets præmis bygger på, at Mærsk Mc-Kinney Møller skulle have haft kendskab til arbejdsforholdene, da han i 2002 udvalgte granitten til byggeriet af Operaen.

- Vi mener ikke, der er dokumentation for, at Mærsk Mc-Kinney Møller personligt skulle have haft kendskab til arbejdsforholdene i stenbruddet i Kina. Det er rigtigt, at Mærsk Mc-Kinney har godkendt en prøve af granitten til Operaen, men derfra er der meget langt til programmets bærende historie. Og derfor valgte vi ikke at bringe programmet, siger Anders Kronborg, konstitueret adm. direktør for TV 2, og fortsætter:

- Vi er vores samfundsansvar meget bevidst, og derfor sender vi kun sensationshistorier, hvis der er hold i dem. TV 2 har meget høje krav til dokumentation i historier. Hvis Ekstra Bladet, som har valgt at vise dokumentarprogrammet, har andre kvalitetskrav, må det være deres sag. Det er måske netop forskellen på TV 2 og Ekstra Bladet.

A.P. Møller fonden har i et brev af 23. oktober 2007 til TV 2 taget afstand fra de journalistiske metoder i programmet.

- Vi tager ikke afstand fra de journalistiske metoder, som vi tidligere har benyttet i afslørende dokumentarer som ”Strandvænget”. A.P. Møller fondens brev har ikke haft nogen som helst betydning for vores beslutning. Vi vurderer alle dokumentarer kritisk, og vi behandler folk ens. Der skal være hold i dokumentationen, uanset om anklagerne retter sig mod Mærsk eller hvilken som helst anden virksomhed eller privatperson, siger Anders Kronborg.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}