TV 2 åbner produktion i Aarhus - Peter Ingemann til TV 2

18. februar 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Den populære vært på ”Hammerslag” skal være vært på TV 2 og stå i spidsen for udviklingen af programmer, der har rødder vest for Storebælt.

Peter Ingemann er ny vært på TV 2 og kommer til at stå i spidsen for udviklingen af nye tv-programmer vest for Storebælt. (Fotos: TV 2)

En af Danmarks mest populære tv-værter, Peter Ingemann, bliver ny vært på TV 2. Samtidig kommer han til at stå i spidsen for udviklingen af nye, originale tv-programmer, som har udgangspunkt vest for Storebælt, til bl.a. TV 2s hovedkanal og TV 2 Fri.

Peter Ingemann er især kendt som vært på knap 200 udgaver af ”Hammerslag”, fra ”Den store bagedyst”, ”Guld og grønne skove” og ”SOS – jeg har gjort det selv!”

- Jeg har været rigtigt glad for at lave ”Hammerslag”, men jeg vil også noget andet og mere. Jeg har også mange ideer og forslag til programmer, som kunne være spændende at realisere, og når en kanal som TV 2 tilbyder, at vi skal prøve, hvad det kan udvikle sig til, kan jeg ikke sige nej - det bliver fantastisk spændende. Og selv om det er med vemod, jeg forlader DR, er min mavefornemmelse, at det er helt rigtigt at slå til nu, siger Peter Ingemann.

TV 2 etablerer udviklings- og produktionsenhed i Aarhus
I forbindelse med Ingemanns tiltrædelse opretter TV 2 en udviklings- og produktionsenhed i Aarhus med Peter Ingemann som vært og tilrettelægger og dertil et par ekstra medarbejdere, bl.a. en producent. Denne enhed skal bl.a. levere til TV 2s hovedkanal og være drivhus for ideer til TV 2s fritidskanal TV 2 Fri.

- Med en produktionsenhed i Aarhus vil jeg gerne skrue op for programmer på TV 2s kanaler, der smager af vest for Storebælt – noget, der altid har været et særkende for TV 2, siger stationens programdirektør, Palle Strøm.

TV 2s programdirektør Palle Strøm.

Han har også valgt tv-værten Peter Ingemann, fordi det er afgørende for både hovedkanaler og for de nye tv-kanaler i Danmark at have markante og stærke værter:

- Peter Ingemann er en helt eminent tv-vært, der har særlige kvaliteter, når det kommer til gode, sjove og ligefremme programmer, uanset om der er tale om egenudviklede eller indkøbte formater. At bygge en enhed op om ham er et regulært scoop, siger Palle Strøm.

Og Peter Ingemann er klar til at gå i arbejdstøjet for TV 2, når hans forpligtelser over for DR udløber til sommer.

- Jeg tror, at jeg - sammen med mine kolleger i Aarhus og resten TV 2 - kan udvikle nye, stærke tv-formater, f.eks. programmer med en unik blanding af underholdning og viden samt programmer til både det brede publikum og en lidt smallere målgruppe. Og det må for min skyld gerne være lidt ’skævt’, for det har jeg savnet lidt i et skarpt defineret koncept som ”Hammerslag”, siger Peter Ingemann, der er 40 år og bor i Ry sammen med hustruen Trine, der er lærer i byen, og døtrene Marie og Caroline på 9 og 12 år.

Samarbejde med TV 2 | ØSTJYLLAND
TV 2s kommende produktionsenhed i Aarhus vil blive fysisk placeret hos TV 2 | ØSTJYLLAND, hvor enheden kan gøre brug af stationens faciliteter og medarbejdere.

- Det er oplagt at placere enheden hos en af de bedste og stærkeste TV 2-regioner, og nu går vi i gang med at aftale flere detaljer for samarbejdet, siger Palle Strøm.

Direktør Peter Kramer, TV 2 | ØSTJYLLAND, ser frem til et styrket samarbejde med TV 2 og med Peter Ingemann og den nye produktionsenhed.

- Det er et herligt nyt initiativ fra TV 2|DANMARK, som vi på TV 2 | ØSTJYLLAND glæder os til at blive en del af. Vigtigst er, at seerne får at se og mærke, at TV 2 er hele Danmarks fjernsyn. Mange detaljer mangler at falde på plads, men vi arbejder på sagen, siger Peter Kramer.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}