To håndboldbrag åbner den nye sæson

Mari Molid fra Randers HK. (Foto: Scanpix / TV 2)

Mari Molid fra Randers HK. (Foto: Scanpix / TV 2)

23. august 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Traditionen tro starter den nye håndboldsæson med Super Cuppen, hvor mesterholdene og pokalvinderne fra sidste sæson i både dame- og herrerækkerne møder hinanden. De to kampe bliver vist på TV 2 SPORT tirsdag 29. august.

Så sker det endelig – det, som alle de mange danske håndboldfans har ventet utålmodigt på. Der bliver taget hul på den nye sæson, og snart vil der igen være masser af harpiksduft, hujen og håndbold i verdensklasse i de danske sportshaller - og på TV 2 og TV 2 SPORT.

Sæsonen starter op med HSM Super Cup 2017, der i år spilles i Roskilde Kongrescenter. Til Super Cuppen møder sidste sæsons danmarksmestre sidste sæsons pokalvindere. Først spiller damerne - og bagefter herrerne.

Det er sæsonens første trofæer til pokalskabet, der er på spil, og TV 2 SPORT viser både damernes og herrernes kampe direkte. Morten Ankerdal er studievært, Jonas Kristensen og Trine Nielsen kommenterer kvindernes kamp, mens Jonas Kristensen og Bent Nyegaard kommenterer herrernes kamp.

Mestertræneren skal op imod sit gamle hold i sæsonens første kamp
I den første kamp til HSM Super Cup 2017 er det kvindeligaens mesterhold Nykøbing Falster Håndboldklub, der skal op imod kvindernes pokalvinder Randers HK. Kampen bliver spillet tirsdag 29. august klokken 18.20 og bliver vist direkte på TV 2 SPORT. Det kan kun blive et brag af en kamp, og udover at der er en pokal på spil, vil kampen også give et godt indblik i holdenes form her ved sæsonstart.

- Det var meget overraskende, at det blev Randers, der vandt pokalen efter at have banket favoritterne FC Midtjylland i pokalfinalen. Det er et nyt Randers-hold, vi skal se. Holdets nye træner Niels Agesen vandt mesterskabet i sidste sæson med Nykøbing. Han skal op imod sine gamle piger, og det giver i sig selv noget kolorit, siger TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard og fortsætter:

- Nykøbing blev omvendt meget overraskende danske mestre, da FC Midtjylland-holdet, som var den store favorit, faldt fra hinanden. Men det Nykøbing-hold, der vandt mesterskabet, er ændret på mange pladser. De har mistet rigtigt mange profiler. Jakob Larsen, som er mangeårig træner i GOG, har sat sig i trænerstolen nede i Nykøbing, så de har fået en tidligere herretræner. Det er to hold, der starter forfra. Det bliver en fin kamp, og det bliver spændende at se, hvor holdene står. Det er bare lidt specielt, at tingene begge steder har forandret sig så meget så hurtigt, siger Bent Nyegaard.

Bjarte Myrhol (i midten) i Skjern Håndbolds genkendelige grønne spillertrøje. (Foto: Scanpix / TV 2)

Gentagelse af DM-finalen
Efter kvindernes Super Cup er det mændene, der skal i ilden. Den kamp bliver spillet klokken 20.25 og også vist direkte på TV 2 SPORT. Her skal sæsonens danmarksmestre fra Aalborg Håndbold i kamp mod sidste sæsons pokalvindere fra Skjern. Begge hold hører til blandt Danmarks bedste, og vi kommer til at opleve, at holdene sætter den nye sæson i gang med en ordentlig herrefight.

- Aalborg og Skjern mødte hinanden i DM-finalen sidste sæson, så her er vi oppe i toppen af poppen. Det helt store er, at det også er de to hold, som repræsenterer Danmark i Champions League. Aalborg som danmarksmester i pulje A og Skjern i pulje B. Begge hold skal ud i internationale topopgør mod de bedste af de bedste. Der er sket store forandringer på begge hold. Aalborg er ved år 1 efter Sander Sagosen, som er draget videre til Paris Saint-Germain i Frankrig. Sagosen var omdrejningspunktet på holdet, og derfor er det en helt ny start for Aalborg, der dog stadig har et rigtigt fint hold, siger Bent Nyegaard.

- Der er også skiftet markant ud hos Skjern, hvor der er kommet fire-fem nye folk til, og mest markant er det, at vi nu skal sige goddag til Anders Eggert i den grønne trøje. Men ud over ham har de selvfølgelig folk som Bjarte Myrhol, der er som en gud for både Skjern og Norge, samt Kasper Søndergaard og Markus Olsson. En anden ting, der er værd at nævne, er, at et af de helt store målmandstalenter i dansk håndbold Emil Nielsen er kommet til Skjern fra Aarhus. Hvis det flasker sig for Emil, der har været meget skadet, kan Skjern have fået fat i en mand, der kan løse det, der har været Skjerns helt store problem i mange sæsoner, nemlig målmandsposten, siger Bent Nyegaard.

Billede {0} af {1}