Sundance-pris til TV 2-film

29. januar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Spillefilm-debutanten Mads Matthiesen har modtaget prisen for bedste instruktion for ”10 timer til Paradis” ved den prestigefyldte Sundance-festival.

Fra "10 timer til Paradis", som har Kim Kold i hovedrollen som den 38-årige bodybuilder Dennis.


Spillefilmen "10 timer til Paradis", som TV 2 har været med til at realisere, vandt i weekenden prisen for bedste instruktion på den respekterede og prestigefyldte Sundance Film Festival. Det skete i serien World Cinema Dramatic Competition.

"10 timer til Paradis", der havde dansk biografpremiere torsdag 26. januar, er instruktøren Mads Matthiesens spillefilmdebut.

- Jeg er meget overrasket og stolt over at vinde denne her pris. Sundance har på mange måder været hér, det hele startede for "10 Timer til Paradis", og det føles som et dejligt punktum at vinde denne fantastiske pris. Jeg håber virkelig, at filmen nu vil komme ud i verden og blive set af endnu flere mennesker, siger Mads Matthiesen.

"10 timer til Paradis" blev mødt af en række flotte anmeldelser ved premieren, og filmen fik bl.a. seks stjerner fra film-nyt.dk og fem stjerner fra Kristeligt Dagblad, Dagbladenes Bureau, Nordjyske Stiftstidende og filmcitat.dk.

Herudover fik filmen en firestjernede anmeldelser fra bl.a. Berlingske, B.T. og Ekstra Bladet.

Til Thailand for at finde kærligheden
Mads Matthiesen deltog i 2008 på festivalen med kortfilmen "Dennis" med bodybuilderen Kim Kold i hovedrollen. Kim Kold har også hovedrollen i ”10 timer til Paradis” som 38-årige Dennis, der bor alene med sin mor og rigtigt gerne vil finde kærligheden.

Da hans onkel bliver gift med en pige fra Thailand, beslutter Dennis sig for selv at prøve lykken ved en rejse til Pattaya, fordi det lader til, at kærligheden er lettere at finde i Thailand. Dennis ved, at hans mor aldrig vil acceptere en anden kvinde i hans liv, så han lyver og påstår, at han skal til Tyskland.

Dennis har aldrig været ude og rejse før, og Pattaya bliver et kæmpe kulturchok for ham. De påtrængende thailandske piger giver Dennis' naive syn på kærligheden store skrammer, og han er tæt på at miste modet, da han helt tilfældigt møder den thailandske kvinde Toi, og de forelsker sig.

Da Dennis vender hjem, beslutter han sig for at fortælle sin mor om Toi, men som forventet reagerer hun meget voldsomt og vil have ham til at afslutte forholdet. Men Dennis har andre planer. Han har fundet kærligheden, og denne gang har han ikke tænkt sig at give slip.

Filmen er optaget on location i Danmark og Thailand, og en lang række medvirkende er fundet i de miljøer, filmen portrætterer.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}