Stor 'Voice Junior'-aften i vente

Alle tre finalister, Oliver, Freja og Karoline, skal selvfølgelig på scenen - både alene og sammen med deres coach. (Fotos: Carsten Andersen / TV 2)

Alle tre finalister, Oliver, Freja og Karoline, skal selvfølgelig på scenen - både alene og sammen med deres coach. (Fotos: Carsten Andersen / TV 2)

19. oktober 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

’Voice Junior’ har haft sin stærkeste sæson målt på seerandel. Lørdag 22. oktober udløses spændingen, når TV 2 kårer vinderen blandt de tre finalister: Karoline fra Team Joey Moe, Freja fra Team Wafande og Oliver fra Team Oh Land.

           

I mere end en måned har talentfulde unge sangere fra hele Danmark fyldt skærmen lørdag efter lørdag og sunget sig ind i hjertet hos danskerne, der nu får chancen for at bestemme, hvem der skal vinde 'Voice Junior' 2016.

Bliver det igen i år Team Joey Moe, der løber med sejren for fjerde år i træk? Eller skal Team Wafande eller Team Oh Land endelig smage sejrens sødme?

Under alle omstændigheder har denne fjerde sæson af ’Voice Junior’ vist tv-formatets styrke, idet sæsonen bliver den hidtil stærkeste målt på seerandel. Blandt alle danskere har hver tredje seer fulgt med på tv hver lørdag aften, og blandt de 20-60-årige har seerandelen været endnu højere, nemlig 36 procent.

Målt i antal seere har over en halv million danskere i gennemsnit fulgt ’Voice Junior’ hver lørdag aften i dette efterår.

Se trailer for finale-aftenen herunder.


”Du slår benene væk under mig gang på gang”
I en farverig finale skal alle tre finalister, Karoline, Oliver og Freja, selvfølgelig på scenen - både alene, men også sammen med deres coach - og man kan glæde sig til en stor musikalsk aften, når de unge talenter blandt andet kaster sig ud i gamle klassikere som Bill Withers ’Ain't No Sunshine’ og Natalie Coles ’This Will Be’ samt Christina Aguileras ’Genie in a Bottle’.

De tre finalister er gennem hele sæsonen blevet rost til skyerne for deres overbevisende talent, og senest leverede de alle fantastiske præstationer i semifinalen, hvor Oh Land, Wafande og Joey Moe blev blæst bagover og kæmpede mod tårerne i øjenkrogen.

- Det er vanvittigt, hvad du kan med din stemme. Jeg er fuldstændig paf over, hvor dygtig du er, sagde Wafande blandt andet til sin deltager, Freja, i semifinalen, mens Oliver fuldstændig tog vejret fra sin coach, Oh Land:

- Du slår benene væk under mig gang på gang. Jeg tror ikke, at jeg har trukket vejret de sidste to minutter, imens du spillede, fordi du har sådan en indlevelse, sagde Oh Land efter Olivers optræden.

Programmet på finaleaftenen
’Voice Junior – finalen’ sendes direkte på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag 22. oktober fra klokken 20.00, mens ’Voice Junior – afgørelsen’ sendes på samme kanaler klokken 21.25.

I pausen mellem de to programmer sendes ’Voice Junior - bag om Danmarks sjoveste musikskole’, hvor Mikkel Kryger møder syv tidligere ’Voice Junior’-deltagere på Rockmuseet i Roskilde.

Her fortæller Melina og Sille (sæson 1), Aland (sæson 2), Nastasja, Viktor og Ella Marie (sæson 3) samt Rumle fra den nuværende sæson om, hvad det har betydet for dem at være med i 'Voice Junior. Og vi krydrer selvfølgelig snakken med gensyn og højdepunkter fra alle fire sæsoner.

Læs mere om 'Voice Junior' her

Billede {0} af {1}