Stjernestøv over Dagmar

25. november 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Det var nogle af landets allerstørste skuespillere, der var samlet, da TV 2 holdt pressemøde på den nye krimiserie ”Blekingegade”. De tre hovedpersoner husker virkelighedens Blekingegadebande med en blanding af fascination og afsky.


- Nu sætter vi kronen på fiktionsværket.

Med de ord bød TV 2s programchef, Keld Reinicke, velkommen til et stjernebesat og velbesøgt pressemøde på TV 2s nye krimiserie ”Blekingegade”. Pressemødet blev holdt i Dagmar Teatret, og stjerneparaden talte blandt andre de tre hovedrolleindehavere Ulrich Thomsen, Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt, der hurtigt blev omgivet af de fremmødte journalister.

Blanding af fascination og afsky
"Blekingegade" er en fiktionsserie inspireret af de begivenheder, der førte til politiets arrestation af Danmarks formentlig mest omtalte kriminelle gruppe, Blekingegadebanden. Ulrich Thomsen spiller politimanden Jørn Moos, der leder efterforskningen, mens Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt spiller de to brødre og bandemedlemmer, Jan og Bo Weimann.

De tre stjerner husker alle Blekingegadebanden og mindes dem med en blanding af fascination og afsky.

"Blekingegade" har premiere på TV 2 søndag 6. december kl. 20.30.

- De havde høje idealer, de troede på deres sag, og de var villige til at ofre alt for sagen. Den del er sympatisk. Der, hvor ligningen ikke går op, er, når de gør skade på andre mennesker eller andre menneskers ejendom. Passionerede mennesker tiltrækker mig, men fanatisme skræmmer mig, siger Nikolaj Coster-Waldau.
 
Voldsomt og spændende
For Thure Lindhardt har det været spændende at skulle fiktionalisere et stykke Danmarkshistorie, som han selv husker.

- Det er kun 20 år siden, de blev dømt, og jeg husker det meget tydeligt. De rystede Danmark med deres meget voldsomme metoder. Men samtidig var det spændende, fordi jeg boede tæt på deres café på Islands Brygge, som blev ransaget og kom i nyhederne, så jeg var meget optaget af banden, siger Thure Lindhardt.

Underholdning og stof til eftertanke
Ulrich Thomsen mener, at danskerne kan glæde sig til en underholdende og godt fortalt tv-serie, der giver stof til eftertanke.

- Det er et stykke spændende Danmarkshistorie, men det handler også om noget så vigtigt som demokrati. Bandens logik er ikke så meget anderledes end den, Vesten bruger, når vi går i krig og bomber det hele. Blekingegadebanden ønskede også at gøre en forskel, men det hele bliver lidt rodet, når man bruger ikke-demokratiske metoder, siger Ulrich Thomsen.

”Blekingegade” har premiere på TV 2 søndag 6. december kl. 20.30 og er i fem afsnit.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}