Stigende kvalitet på tv-messe i Cannes

Anette Rømer – chef for acquisitions and formats på TV 2. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2 oplevede bedre udbud end længe på MIPTV, når det gælder nye formater. TV 2 tog fra Cannes med interessante handler, herunder nye formater til TV 2 og serier til CHARLIE.

Drama var på alles læber under sidste uges tv-messe MIPTV i Cannes, og det blev bl.a. understreget under MIP Drama Day på tv-messens første dag. Og herudover oplevede TV 2s chef for acquisitions and formats, Anette Rømer, stigende kvalitet på flere områder på årets MIPTV, selv om deltagertallet er faldet på både købs- og salgssiden.

- Vi har haft det bedste marked i lang tid målt på, at vi finder indhold, der matcher vores strategi, og at vi har resultater med hjem. Vi kan samtidig konstatere, at TV 2 – sammen med DR – er et godt sted at være. Vi har kanaler og vinduer, der passer til den udbudte kvalitet, og vi har fortsat seerne med os, siger Anette Rømer og fortsætter:

- På formatsiden var udbuddet bedre end længe. Flere klassikere i katalogerne bliver naturligvis præsenteret igen, og det er ikke så dårligt at række bagud, hvis det er solide ideer, der har relevans for publikum i dag. Vi blev også præsenteret for flere interessante, nye ting. Det er for tidligt at nævne titler, men jeg er på toppen over et par handler, der forhåbentlig rammer TV 2s flade om 9-10 måneder, siger Anette Rømer.

Også på dokumentarområdet oplevede TV 2s indkøbere højere kvalitet – ”vi oplever en mætning af sumpfjernsyn og fokus på high end content og programmer, der kan gøre en forskel”, som Anette Rømer udtrykker det.

Serien ’Cold Feet’ var en succes hos ITV, da afsnittene blev produceret i årene 1997-2003. I 2016 har ITV genoptaget serien med samme cast 13 år ældre (billedet) – og succesen fortsatte. TV 2 CHARLIE har købt rettigheder til visning af alle afsnit af serien. (Foto: ITV)

Serier til TV 2 CHARLIE
I forbindelse med – og op til – MIPTV har TV 2 indgået handler med BBC og ITV om serier til TV 2 CHARLIE. Hos BBC drejer det sig bl.a. om fem årgange af serien ’Stella’ – en sjov og hjertevarm serie med den enlige mor Stella, som jonglerer gennem dagligdagen med børn, eksmand og sine excentriske venner i den lille, fiktive by Pontyberry i Wales.

Hos BBC købte TV 2 CHARLIE også programmet ’Young Hyacinth’ – en prequel til ’Fint skal det være’, hvor vi møder den unge Hyacinth og hendes søstre samt deres fordrukne og kvindeglade far – samt ni sæsoner af krimiserien ’Sagen genåbnet’ om en gruppe politifolk, som arbejder med gamle sager og har Trevor Eve i hovedrollen.

Fra ITV har TV 2 købt nye episoder af gode CHARLIE-titler som ’Mord ved havet’ og ’Min familie og andre dyr’ samt serien ’Cold Feet’, der er ny på kanalen. Den humoristiske og varme ’Cold Feet’ handler om en flok venner i 30’erne, deres ægteskaber, venskaber og liv – en serie, der var en stor succes hos ITV i slutningen af 1990’erne og er det nu igen med samme cast bare 13 år ældre.