”Stig er en af hovedkræfterne bag de danske tv-seriers succes”

Manuskriptforfatterne bag 'Badehotellet', Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, interviewes til TV 2 om netop 'Badehotellet'. (Foto: Jacob Kusk / TV 2)

Manuskriptforfatterne bag 'Badehotellet', Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, interviewes til TV 2 om netop 'Badehotellet'. (Foto: Jacob Kusk / TV 2)

07. februar 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

Manuskriptforfatter Stig Thorsboe, som sammen med hustruen Hanna Lundblad står bag ’Badehotellet’, fylder 70 år onsdag 7. februar – kun fem dage inden premieren på femte sæson af TV 2s successerie.

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2-serien ’Badehotellet’ har en unik position i disse år. Serien er – med afstand – den mest sete fiktionsserie på dansk tv, og serien er samtidig den højest kvalitetsvurderede serie i nyere tid. Faktisk skal man helt tilbage til DR1-serien Krøniken’ i 2004-2006 for at finde en højere vurderet sæson af en tv-serie.

Og netop ’Badehotellet’ og ’Krøniken’ har to stærke personer til fælles: Manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Onsdag 7. februar fylder Stig Thorsboe 70 år – fem dage inden premieren på sæson 5 af ’Badehotellet’.

Stig Thorsboe er blevet kaldt en nøgleperson i dansk tv-fiktions guldalder, og han er bredt anerkendt for de levende personskildringer og dialoger, han formår at skabe. Han blev uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 1983 og skrev efterfølgende serier som ’Landsbyen’ (sammen med sin storebror Peter Thorsboe) og ’Taxa’.

Ifølge TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, er Stig Thorsboe og hans bror ”de kreative hovedkræfter bag de danske tv-seriers succes”.

- Faktisk var både Peter og Stig i gang med seriedramatikken, inden både Rumle Hammerich og Ingolf Gabold tiltrådte i DR Drama. Hammerich og Gabold var chefer med visioner, men uden de kreative supertalenter Thorsboe-brødrene havde det blot været flyvske tanker, der ikke havde materialiseret sig som stærke serier som ’Taxa’, ’Rejseholdet’ og ’Krøniken’, der med seersucces og Emmy-pris startede det danske tv-serie-eventyr, siger Katrine Vogelsang.

I forbindelse med ’Krøniken’ – der med over 2,7 millioner seere til to afsnit i 2004 fortsat er de mest sete tv-programmer i Danmark siden seermålingerne i 1992 – overgik Stig Thorsboe til et nyt privat og professionelt partnerskab med sin hustru, dramaturg Hanna Lundblad. Forfatterparret skabte efterfølgende også to sæsoner af depressionskomedien ’Lykke’.

De kreative hovedkræfter bag 'Badehotellet' samlet på stranden ved den jyske vestkyst. Fra venstre ses instruktør Fabian Wullenweber, forfatter Hanna Lundblad, forfatter Stig Thorsboe og producer Michael Bille Frandsen. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

”Et geni til at orkestrere historier”
Nu handler det om ’Badehotellet’ på TV 2, hvor Katrine Vogelsang er begejstret for samarbejdet med forfatterparret Thorsboe og Lundblad. Om 70-årsfødselaren siger fiktionschefen:

- Stig Thorsboe har næse for, hvad der optager danskerne, og han mestrer fortællinger, der fænger og underholder – gerne i en folkelig tone, som ellers kun Erik Balling har leveret. Stig er et geni til at orkestrere historier, og han kan binde plot og karakterer sammen, uden at man ænser det. Han er sceneovergangenes mester, der med usynlig lim fører publikum gennem fortællingen med suveræn sikkerhed, siger Katrine Vogelsang og fortsætter:

- Ironisk nok er det netop denne ekvilibrisme, der får det utrænede øje til at forveksle det sublime med det banale. Stig Thorsboe er en kompromisløs perfektionist, som selv efter et langt forfatterliv – mere end 50 år – formår at udfordre sig selv og hele tiden afsøge og forfine. Måske er det en af forklaringerne på, at Stig altid har fingeren på danskernes puls og i dén grad har formået at lave fortællinger, som danskerne elsker. 

TV 2s fiktionschef kender Stig Thorsboe fra både sin tid i DR og hos TV 2, og hun er ikke i tvivl om, at han er den forfatter, som har betydet mest for de danske seere.

- Stig Thorsboe har gennem de sidste 25 år samlet danskerne om relevante fortællinger, og han har fået os til at spejle os i karakterer og problemer, vi kan genkende. Det er en kæmpe ære og fornøjelse at få lov til at arbejde sammen med Stig, som – foruden at være en gudsbenådet forfatter – har en fantastisk og til tider sort humor. ’Badehotellet’s mange seere kan ane noget af tonen hos fru Fjeldsø, siger Katrine Vogelsang med et smil.

Billede {0} af {1}