STEM’RNE mødte de unge i øjenhøjde

Fra 23. oktober og frem til kommunalvalget 21. november forvandlede redaktionen bag STEM'RNE sig til et kørende mediehus, hvor de besøgte store dele af Fyn. Vollmose var en af destinationerne, hvor STEM'RNE var medarrangør af en valgdebat i bydelens kulturhus (Foto: STEM'RNE / TV 2)

Fra 23. oktober og frem til kommunalvalget 21. november forvandlede redaktionen bag STEM'RNE sig til et kørende mediehus, hvor de besøgte store dele af Fyn. Vollmose var en af destinationerne, hvor STEM'RNE var medarrangør af en valgdebat i bydelens kulturhus (Foto: STEM'RNE / TV 2)

28. november 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Succeskriteriet for at formidle journalistik til unge er det personlige møde. STEM’RNE har været et opgør med projektets modermedier, skriver en af de unge bag demokratiprojektet, der senere evalueres.

Af Signe Kjær Lindboe, TV 2/Fyn – en af STEM’RNE

Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, P4 Fyn, TV 2/Fyn, DR Danmark, TV 2 Nyhederne og Center for Journalistik på Syddansk Universitet lagde i foråret rammerne for det største medie- og demokratisamarbejde i Danmark i nyere tid. Projektet, der fik navnet STEM’RNE, har været nyskabende og en succes på flere parametre. 

Når forskellige medier med forskellige faggrupper arbejder sammen om ét fælles mål – at få 80 procent af 18-25-årige på Fyn til at sætte et kryds til kommunal- og regionsrådsvalget – sker der noget magisk. De fastlåste positioner, som kendetegner vores modermedier, blev lagt på hylden, og vi rykkede hurtigt ved forestillingen om, hvad rigtig journalistik er. 

Projektet STEM'RNE anvendte bl.a. sociale medier til at kommunikere med de unge, hvor følgerne dagligt fik en gåde eller et spørgsmål om kommunalpolitik på Fyn. På to måneder nåede STEM'RNE knap 2.000 følgere på tværs af forskellige sociale medie-platforme. Her (på billedet) ses tre forskellige Snapchat-eksempler udsendt til de knap 2.000 unge. (Foto: STEM'RNE / TV 2)

For os handlede det om at lave et opgør mod vores modermedier. Vi glemte alt om nyhedstrekanten og nyhedskriterierne, som vi kender dem, til fordel for at være inkluderende og engagere de unge gennem journalistikken. 

Vi vidste ligesom alle andre, at de unge som os selv ikke ser tv eller læser avis. De er på de sociale medier – og det var STEM’RNE også. På Facebook, hvor vi udkom med alt fra katte-memes til seriøse politiske historier og rap-videoer med ’MC Mutti’.

På Instagram lod vi vores målgruppe komme til orde i en smuk gallerifortælling af unge og deres holdning til politik, demokrati og kommunalvalg. 

Endelig udkom vi på Snapchat, der stadig er en platform, som medier eksperimenterer meget med i håbet om at ramme de unge. Vi valgte at gå en helt ny vej: At bruge platformen som en konkurrenceplatform, hvor vores følgere hver dag fik en gåde eller et spørgsmål om kommunalpolitik på Fyn. På to måneder nåede vi knap 2.000 følgere på vores sociale medier, og vores rap-video med M.C. Mutti fik over 60.000 visninger.

STEM'RNE deltog bl.a. i valgdebat og fællesspisning i Vollsmose Kulturhus. (Foto: STEM'RNE / TV 2)

Fra 23. oktober og frem til valget 21. november forvandlede redaktionen sig til et kørende mediehus, hvor vi besøgte store dele af Fyn med STEM’RNEs bus. Her blev der både produceret indhold til vores sociale medier samtidig med, at vi holdt såkaldte ’roadshows’, hvor de unge deltog i et kommunalt rollespil. Vi var f.eks. medarrangør af valgdebat og fællesspisning i Vollsmose Kulturhus. 

De sidste to uger op til valget afholdt vi unge-paneldebatter på ti fynske gymnasier. Undervejs har vi mødt over 10.000 fynske unge – en fjerdedel af hele målgruppen – og vi har talt med vores kilder og målgruppe på en helt ny og effektiv måde. Og netop mødet med de unge har været en ubetinget succes. 

Eksempler på STEM'RNEs tilstedeværelse på sociale medier op til kommunalvalget 21. november. (Foto: STEM'RNE / TV 2)

Om vi har nået en valgdeltagelse på 80 procent af målgruppen, står stadig uklart, og det svar får vi først til foråret. Men én ting er sikkert: De unge, vi har besøgt, kan godt lide at blive mødt i øjenhøjde. De er topengagerede og vågne fra start til slut. Vi har gjort dem klogere på medier og har etableret et nyt forum, hvor det er sjovt at debattere politik og samfundsaktuelle emner med substans. 

Hvis vores modermedier vil gøre brug af den erfaring, vi har fået på STEM’RNE, og tager de unge seriøst og gemmer den løftede pegefinger langt nede i skrivebordsskuffen, vil de med sikkerhed kunne engagere dem med journalistik i øjenhøjde.

Her ses redaktionen bag STEM'RNE foran bussen under deres besøg på Fyn. (Foto: STEM'RNE / TV 2)

Billede {0} af {1}