Stærk VM-start på TV 2

14. januar 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Rigtig mange danskere fulgte håndboldherrerne på TV 2 lørdag og søndag. Søndag så 1.878.000 danskere med i de afgørende minutter, da Danmark slog Rusland.

1.878.000 så med i de afgørende minutter søndag, hvor Danmark slog Rusland. (Foto: Claus Fisker / Scanpix)

Rigtig mange danskere fulgte de danske håndboldherrers indledende kampe ved VM i håndbold mod Qatar og Rusland i weekenden. Kampen mod Qatar lørdag havde i snit 1.113.000 seere, og 1.414.000 seere fulgte med i de afgørende minutter.

Kampen mod Rusland søndag trak endnu flere seere og blev i snit fulgt af 1.415.000 danskere. 1.878.000 så med i de afgørende minutter søndag, hvor Danmark slog Rusland.

Kampen tiltrak i øvrigt mange seere allerede fra starten på trods af, at den blev spillet i samme tidsrum som DR1s ”Borgen”, der med 1.156.000 seere også måtte se sig slået af håndboldherrerne.

TV 2s sportschef, Frederik Lauesen. (Foto: Miklos Sabo / TV 2)

- Det er en forrygende start på håndbold-VM, der vidner om, hvor godt et produkt de danske håndboldherrer er, og hvor væsentlige de store sportsrettigheder er for TV 2. Nu håber vi, at drengene kan holde kadencen og glæder os til fortsat at følge dem til VM, siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2.

Niklas Landin, Mikkel Hansen og co. vender tilbage til TV 2 i kampen mod Makedonien 18. januar. Her bliver det endeligt afgjort, hvem de danske håndboldherrer skal møde i en eventuel VM-ottendedelsfinale. Når Danmarks forhåbentlige videre deltagelse er sikret, vil det meget hurtigt ligge fast, hvordan en dansk kvartfinale og eventuel dansk semifinale, finale eller bronzekamp fordeles mellem TV 2 og DR.

Håndbold-VM kan følges på TV 2, TV 2 Play, på tv2.dk og via TV 2s Sportscenter-app, hvor der er nyheder, resultater, liveopdateringer og stillinger. TV 2 sender desuden dokumentarprogrammet "Magiske Mikkel - verdens bedste håndboldspiller" torsdag 17. januar kl. 20.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}