Stærk formidler til TV 2|VEJRET

Lone Seir vender tilbage til TV 2|VEJRET efter en årrække hos DMI og en periode på Vejr2.

Lone Seir vender pr. 1. marts tilbage til TV 2|VEJRET. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Den 40-årige meteorolog Lone Seir Carstensen tiltræder pr. 1. marts på TV 2|VEJRET. Dermed kommer Lone Seir tilbage til jobbet som vejr-formidler på tv, som hun havde på TV 2|VEJRET i årene 2000-2002, hvor hun var med til at tage vejrhuset og vejrhaven i det sydlige Odense i brug.

- Lone Seir er en meget stærk formidler. Jeg er glad for at få en så kompetent meteorolog på holdet, som oven i købet kan trække på en erfaring, fra da hun sidst var på TV 2, siger redaktør på TV 2|VEJRET, Ninna Kokholm.

Lone Seir vender i det nye job tilbage til opgaven at formidle vejrnyheder til danske tv-seere.

- Det er en anden måde at arbejde med vejret på. Det kræver andre forberedelser og en anden tilgang, og det er en gave at kunne få lov til at arbejde med vejret på flere forskellige måder, siger Lone Seir, som forlod TV 2|VEJRET i 2002, fordi hun ville prioritere familie og ønsket om at få børn.

- Jeg har været glad for alle de forskellige job, jeg har haft, og da jeg stoppede på TV 2, var jeg bestemt ikke færdig med tv. Nu er børnene så store – seks og otte år – at jeg godt kunne tænke mig at komme tilbage, og derfor blev jeg rigtigt glad, da jeg blev kontaktet af TV 2. Fra april skal vi meteorologer endda arbejde i et spændende miljø i TV 2s nye studie med en bankende nyhedspuls, siger Lone Seir.

Allerede fra sin ungdom havde Lone Seir meteorolog-uddannelsen i tankerne, og ideen satte sig yderligere fast, da hun i folkeskolen var i erhvervspraktik på DMI. Hun blev uddannet meteorlog i 1999, og efter perioden hos TV 2 i 2000-2002 arbejde hun hos Vejrtjenesten på DMI i to år og efterfølgende som meteorolog og chefmeteorolog hos det private Vejr2.

Fra 2006 og frem til nu har Lone Seir været ansat hos DMI i tre forskellige stillinger – senest i kommunikationsafdelingen, bl.a. med pressekontakt og med opgaver på websitet dmi.dk.